Juletræsarrangement udviklede sig dramatisk: Politiet sigter vagt for vold
Politiet er færdig med at efterforske sagen om vold ved et juletræsarrangement og har rejst sigtelse mod en vagt.
Ingen kommentar fra direktør
En vagt er sigtet for vold, og politiets jurister skal nu vurdere, om der skal rejses tiltale i en voldssag, der begyndte under det, der ellers skulle have været et hyggeligt julearrangement.
- Vi er færdige med vores efterforskning og mangler kun nogle formaliteter, så overdrager vi den til anklagemyndigheden, siger Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg.
Sagen, som politiet nu har efterforsket færdig, begyndte 2. december, hvor børnefamilier og andre handlende var samlet på Hjultorvet i Viborg til tænding af juletræet.
Det var byens handelsstandsforening 'Vi er Viborg', der stod bag. Der var en julemand, og Søren Pape Poulsen skulle tænde træet og sprede juleglæde og glans over arrangementet.
Aktivisten Kim Hedestrand fra klima-bevægelsen Extinction Rebellion hev et skilt frem med teksten 'Ønsker mig en beboelig planet' og hævede det over hovedet, da juletræet skulle tændes.
Det blev for meget for den vagt, der er ansat til at patruljere midtbyen for 'Vi er Viborg'.
Kim Hedestrand og flere vidner har tidligere fortalt, at;
- Vagten væltede mig omkuld. Han satte sig på mig og vred armen hårdt rundt på mig, indtil han fik en makker kaldt over. De tog mig så under armen og slæbte mig et par hundrede meter væk fra stedet, siger Kim Hedestrand.
Lokalpolitiet i Viborg har sigtet vagten efter den "milde" voldsparagraf straffelovens §244. Strafferammen er op til tre års fængsel, men den resulterer ifølge politiet langt oftere i en bødestraf.
- Nu er det op til juristerne at vurdere, hvad der skal ske yderligere i sagen, siger politikommissæren.
TV MIDTVEST har torsdag været i kontakt med Helle Sørensen, der er direktør i handelstandsforeningen 'Vi er Viborg'.
Hun ønsker ikke at kommentere sagen, men oplyser, at foreningen afventer sagens gang og politiets arbejde.