Mand kørte bil med pose over hovedet

En 66-årig mand forklarede politiet, at han brugte et sløringsnet som solbriller.

Politikommissæren fortæller, at manden får en bøde for at holde telefonen på rattet, men at en dommer skal beslutte, hvilken straf han skal have for at køre maskeret rundt.
Politikommissæren fortæller, at manden får en bøde for at holde telefonen på rattet, men at en dommer skal beslutte, hvilken straf han skal have for at køre maskeret rundt.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Det var en usædvanlig oplevelse, som en patrulje fra lokalpolitiet i Viborg fik sig, da den kørte på Nørremarkvej ved Skals mandag ved 11-tiden.

Patruljen så en bilist, der sad med sin mobiltelefon ovenpå rattet, men det var faktisk slet ikke det, som var det særlige, oplyser politikommissær ved lokalpolitiet Thomas Hald.

- Bilisten havde et sløringsnet over hovedet. Det var en slags stofpose, som havde samme størrelse som et indkøbsnet. Nettet var ikke gennemsigtigt, men man kunne godt kigge igennem det, forklarer Thomas Hald.

Ifølge politikommissæren var bilisten en 66-årig mand, og han havde hurtigt en forklaring på, hvorfor han sad maskeret i bilen.

- Han sagde, at det var, fordi solen skinnede, så han brugte sløringsnettet som solbriller, forklarer Thomas Hald og tilføjer:

- Det er første gang, at jeg har oplevet, at en person kører rundt med en pose over hovedet. Det er kreativt, men vi ville nok anbefale solbriller.

Den 66-årige er nu sigtet for at have håndholdt sin telefon i bilen og for at være maskeret.

Politikommissæren fortæller, at manden får en bøde for at holde telefonen på rattet, men at en dommer skal beslutte, hvilken straf han skal have for at køre maskeret rundt.