Torstens tøjkrise: Folketingsmedlem var nær endt til bal hos dronningen i cowboybukser
Venstres folketingsmedlem i Thisted-kredsen har i sine 19 år på Christiansborg prøvet meget. Også at få hjertebanken over at have glemt sit kjolesæt.
At være folketingsmedlem forpligter.
Det parlamentariske arbejde i udvalg, i grupper og i Folketingssalen skal passes.
Det gælder også opgaver i Kongehuset.
Når dronningen - nu kongen - kalder til fest, så møder man op. Og vel at mærke korrekt klædt på.
Klik her og se "Borgen Bag Facaden", hvor Venstres Torsten Schack Pedersen fortæller om, hvordan han nær var endt til hofbal i cowboybukser.
Som medlem af Folketinget læser man sin invitation. Når regenten inviterer til hofbal, så følger man den anviste dresscode.
Og er man mand, er det oftest lig med kjole og hvidt.
Derfor forstår man godt, hvorfor Venstres Torsten Schack Pedersen i 2018 fik både hjertebanken og sved på panden.
En hverdagsaften, hvor han - i øvrigt sammen med sin hustru, Louise Schack Elholm, som også er folketingsmedlem - skulle til fest hos dronning Margrethe i Riddersalen på Christiansborg, opstod der for ham en gedigen tøjkrise.
Torsten Schack Pedersen fortæller, at hans bedre halvdel havde taget toget fra deres hjem i Sorø. Senere var han kørt i parrets bil til Christiansborg, hvor de skulle klæde om og blive klar til den kongelige fest.
- Jeg skulle have vores tøj med og havde fået strenge instrukser om at huske at tage Louises kjole med, som hang i entreen, fortæller han.
Ankommet til Christiansborg husker Torsten Schack Pedersen, at han gik ind med fruens kjole under armen. Han kan huske, at han hængte kjolen op på hendes kontor. Og også, at han tænkte, at han kunne hente sit eget tøj i bilen senere.
- På et tidspunkt ville jeg så tømme bilen, men der var ikke noget kjolesæt, husker han.
- Så da mine kolleger - inklusive Louise - stod i deres fineste dress, så stod jeg i et par cowboybukser og en blazer, fortæller Torsten Schack Pedersen.
Og man møder ikke op til dronningens fest i cowboybukser, vel?
- Nej. Det gør man ikke, siger Torsten Schack Pedersen bestemt.
Redet på målstregen
Så var gode råd dyre. Og tiden var knap.
- Der slog mit hjerte hurtigt, husker Torsten Schack Pedersen.
For han vidste, at kjolesættet var i Sorø.
90 kilometer væk.
Venstremanden vidste også, hvad gode venner var værd. Og, at netop en god ven kunne blive hans redning.
- Jeg ringede til min kammerat Lasse og spurgte, ”hvad laver du – og, hvor hurtigt kan du være i København”, siger Torsten Schack Pedersen og understreger, at Lasse nåede Christiansborg tids nok til, at folketingsmedlemmet fra Thisted-kredsen ikke kom for sent til hofballet - og vel at mærke også i det rigtige dress.
Mød Torsten Schack Pedersen i ”Borgen Bag Facaden”. Her giver venstremanden, som er valgt i Thisted-kredsen, et ærligt indblik i, hvordan det er at være folketingsmedlem - både til hverdag og til fest.