Corona får region til at begrænse patientrettigheder
Der er tale om en midlertidig begrænsning af nogle rettigheder.
Udsigten til pressede sygehuse og hospitaler som følgende af stigene coronasmitte får nu politikerne i Region Midtjylland til at begrænse flere patientrettigheder.
Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
Formelt har Forretningsudvalget bakket op om, at regionsrådsformand Anders Kühnau (S) træffer beslutningen. Jakob Rixen (LA) stemte imod.
- Den akutte coronasituation udfordrer os med stort tryk på hospitalerne. Folketinget har åbnet for, at hospitalerne kan prioritere de mest syge først. Den mulighed vil vi gerne åbne op for og uændret trække på privathospitalernes kapacitet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau i pressemeddelelsen.
Begrænsningen af rettigheder gælder som udgangspunkt fra 5. til 30. januar og betyder blandt andet, at man har suspenderet det udvidede frie sygehusvalg.
Beslutningen om at begrænse patienternes rettigheder kommer dagen efter, at Statens Serum Insitut (SSI) i en ny vurdering anslår, at januar kan blive den hårdeste måned under coronapandemien.
SSI forventer, at op til 800 personer dagligt skal indlægges med corona, hedder det i et worst case-scenarie.
Må udskyde behandlinger
Med torsdagens i beslutning Region Midtjylland er planen, at man er bedre gearet til at håndtere mange nye indlæggelser.
Konkret betyder det, at regionens hospitaler kan udskyde planlagte og fremtidige undersøgelser, behandlinger og indkaldelser, for at sikre kapacitet i forbindelse med covid-19- situationen.
Den lægefaglige vurdering skal sikre, at de mest syge patienter prioriteres før mindre syge, der bedre kan vente, skriver regionen.
Når patientrettighederne genindføres, vil Region Midtjylland ligestille patienter, der er henvist i dagene 5.-30. december, med patienter, der bliver henvist efterfølgende.
Regionen understreger, at de maksimale ventetider på på kræft- og hjerteområdet og udrednings- og behandlingsretten på psykiatriområdet ikke bliver ændret af torsdagens beslutning.
Flere andre regioner har også ændret i patienternes rettigheder som følge af stigende coronapres.