Corona har givet webshop travlt - har fordoblet antallet af medarbejdere på lageret
Virksomheden har fået så travlt, at de er kommet bagud, selvom de har hyret mere personale.
Normalt er der ti lagermedarbejdere på arbejde hos webshoppen Rito i Skive. Men i en tid hvor andre virksomheder er nødt til at hjemsende medarbejdere på stribe, så har Rito udvidet arbejdstiden og hyret flere medarbejdere.
Danskerne efterspørger tilsyneladende hobbyredskaber i stor stil, efter at skole og institutioner er lukket, og mange er sendt hjem fra arbejde. Og hobbyredskaber som garn, maling og meget mere er netop det, som Rito sælger.
- Modsat de fleste, så er vi en af virksomheder, der er blevet positivt ramt af en negativ situation. Vi ser det lidt som et lys i mørket, for vi har fået mulighed for at tilbyde arbejde til personer, som ikke har noget at lave længere, siger virksomhedens ejer, Dennis Drejer.
Han forklarer, at de har måtte udvide antallet af medarbejdere på lageret til det dobbelte, så de nu er gået fra 40 til 50 ansatte i virksomheden.
Passer godt på i travlheden
Rito har fået så travlt, at de er kommet tre dage bagud med at sende ordrer afsted, fortæller Dennis Drejer.
Men selvom de har travlt, så er de nødt til at tage alle forholdsregler for at undgå smitte. Det betyder, at medarbejderne er delt op i to hold, som ikke mødes internt, ligesom der er sat håndsprit op over det hele. To gange om dagen bliver hele lageret afsprittet, fortæller han.
Der er nu hele tiden ansatte på lageret mellem klokken seks og 22.
- Nogle møder tidligt, andre møder sent. Men selvom vi har så travlt, som vi har nu, så kan vi ikke indhente det, vi er kommet bagud. Ordremængden er blevet mere end fordoblet, siger han.
Mens lagerarbejderne er på arbejde fysisk, så arbejder blandt andet marketing og indkøb hjemmefra.
Danskerne keder sig
Rito er ikke de eneste, der har fået travlt, mens store dele af Danmark er blevet lukket ned på grund af coronavirus.
Også virksomheden Creative Company har tidligere fortalt til TV MIDTVEST, at de har fået ekstra travlt med salg til private. Det er der en god grund til, tror Dennis Drejer.
- Folk er hjemme, og både børn og voksne har brug for noget kreativt at give sig til, gætter han på.
Men selvom han da er glad for, at virksomheden har nok at lave lige nu, så ser han stadig bekymret på fremtiden.
- Hele situationen er håbløs. Vi frygter, hvad der kommer til at ske efter. Vi kan få en meget dårlig sæson bagefter, siger han.