Direktør om massiv hjemsendelse på gymnasie: - Vi sagde til hinanden: 'Better safe than sorry'
Midtbyens Gymnasium i Viborg har sendt alle 3.g-elever og to 2.g-klasser hjem i tre uger på grund af corona-smitte.
På Midtbyens Gymnasium i Viborg er hele 3. årgang, to 2.g-klasser samt deres lærere sendt hjem i foreløbigt tre uger. Alle fik besked om hjemsendelsen i går, søndag.
Årsagen er, at omkring 10 elever og mindst én lærer er blevet testet positiv for coronavirus. Eleverne skal ikke tilbage på skolen før efter efterårsferien, og skal altså have virtuel undervisning de næste to uger.
- Der var en god anledning op mod efterårsferien, og så sagde vi til hinanden, at nu prøver vi lige at være 'better safe than sorry', også fordi mange af 3.g-eleverne har gået på tværs af klasserne, siger Kirsten Holmgaard, der er direktør for Mercantec, som gymnasiet i Viborg hører under.
Af den grund rammer hjemsendelsen også bredt, selvom der ikke er smittede i alle 3.g-klasser, men hun mener, at alle de ældste elever sagtens kan klare tre uger med hjemmeundervisning uden at sakke bagud.
Mange smittet uden for skolen
Eleverne i 3.g er dem med mest på spil, men også dem, der er bedst rustet fagligt til at undvære fysisk undervisning. Men uanset er det vigtigste for direktøren at holde eleverne raske og friske resten af skoleåret. Også selvom de fleste af eleverne er blevet smittet uden for skolen.
- Vi ved selvfølgelig ikke helt specifikt, hvor smitten er opstået. Men spørger vi eleverne, så er i hvert fald syv af eleverne blevet smittet derhjemme, siger Kirsten Holmgaard.
Enten har de haft et familiemedlem med corona, været til en barnedåb eller en fødselsdag. Men alligevel kan det sprede sig på skolen og i klasserne, og derfor har ledelsen altså valgt den lidt drastiske løsning, forklarer Mercantec-direktøren.
Indtil alle er blevet testet negative to gange for coronavirus, fortsætter hjemsendelsen.