Borgmester nervøs før datterens sidste konkurrence

Karen Kortbæk er ikke fulgt fars fodspor. Han er borgmester på Mors og hun er i lære som gourmetslagter. Lørdag var hun i ilden til Skills.

Hans Ejner Bertelsen Skills

Der er fuld koncentration imens Karen Kortbæk lægger sidste hånd på sin præsentation. Hun har konkurreret i tre dage på Skills. Lørdag er finaledag. De sidste konkurrencer skal afvikles og i eftermiddag skal vinderne findes. 

- Det er fedt at være her. Det er fedt, at være blandt de ti der er med her. Jeg tror ikke, jeg slutter som nummer 1. Og det er heller ikke vigtigt om det lige bliver en 2. eller 3. plads. Det er bare fedt, at være med, siger Karen Kortbæk, der deltager i Skills for første gang. 

Hun er slagterlærling i delikatessen i Salling Aarhus. Men hun kommer fra Mors. Blandt tilskuerne til den sidste konkurrence er hendes far, Hans Ejner Bertelsen. Borgmesteren på Mors.  

Karen Kortbæk har konkurreret i tre dage. Resultaterne ligger til skue i hendes disk ved gourmetslagter-konkurrencen. 
Karen Kortbæk har konkurreret i tre dage. Resultaterne ligger til skue i hendes disk ved gourmetslagter-konkurrencen. 
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

- Jeg er komplet uduelig i et køkken, så hun har det ikke fra mig, siger Hans Ejner Bertelsen, imens han forsigtigt kigger på datterens sidste anstrengelser, før hun skal en tur forbi dommerne til den endelige bedømmelse. 

- Jeg kan se, hun er lidt rød i hovedet, så jeg skal ikke forstyrre hende lige nu. Det går stærkt kan jeg se, siger Hans Ejner Bertelsen. 
 

Hans Ejner Bertelsen følger intenst datterens sidste anstrengelser til gourmetslagter-konkurrencen. 
Hans Ejner Bertelsen følger intenst datterens sidste anstrengelser til gourmetslagter-konkurrencen. 
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Hans Ejner Bertelsen er udover at være borgmester også landmand. Karen Kortbæk, som iøvrigt også hedder Bertelsen, er den yngste af hans tre børn. Der skal ikke mange ord til, før man forstår, at Hans Ejner er stolt af, at datteren har valgt at gå i lære i næste led af fødevarebranchen. 

- Hun vandt en konkurrence, de har internt i Dansk Supermarked. Spørg lige om faderen var stolt, siger han med et stort smil, imens han intenst følger datterens bevægelser i det lille konkurrencekøkken. 

- Men den slags giver jo blod på tanden, og så er det næste skridt måske sådan en konkurrence som den her, siger Hans Ejner Bertelsen. 
 

Karen Kortbæk anretter sine sidste retter i konkurrencen. Det er første gang hun deltager.
Karen Kortbæk anretter sine sidste retter i konkurrencen. Det er første gang hun deltager.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Tiden er gået og nu skal de tre anretninger foran dommerpanelet. I begyndelsen taler dommerne mest, men efterhånden som tiden går, får Karen Kortbæk flere og flere ord indført og til sidst er det hende, der har overtaget mikrofonen. Hun præsenterer de tre retter med tilhørende drikkevarer i sikker stil. Til klapsalver fra publikum på den anden side af konkurrencebordet.  
 

Til sidst i bedømmelsen er det Karen Kortbæk, der har taget mikrofonen. 
Til sidst i bedømmelsen er det Karen Kortbæk, der har taget mikrofonen. 
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

- Jeg tror, det gik meget godt, siger Hans Ejner Bertelsen. Han forsøger at få øjenkontakt med datteren, som nu ser temmelig træt ud, imens hun sporadisk rydder rop i sit lille køkken. 

- Det er nok lidt ligesom en valgaften. Når det er overstået, så sker der altså noget. Man falder sammen og gassen går af ballonen, siger Hans Ejner Bertelsen. 
 

Karen Kortbæk har fået besøg af far, mor og sin storebror på den sidste dag af Skills. 
Karen Kortbæk har fået besøg af far, mor og sin storebror på den sidste dag af Skills. 
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Karen kommer ud til familien, hvor hun får kram. Hun ser træt ud nu, men kvikker lidt op, da hun får den medbragte blomsterbuket fra far og mor. 

- Det gik ikke helt, som jeg havde håbet. Jeg kom lidt under tidspres og blev lidt stresset til sidst, men det gik som det gik, siger en næsten forpustet Karen Kortbæk, da hun har fået pulsen tilpas langt ned til at komme ud og møde familien.  

Er du tilfreds?

Ja, det er ok. Det blev som det blev.

- Jeg har kun brændt mig en lille smule og slet ikke skåret mig under hele konkurrencen, siger hun med et forundret blik på sine hænder. 

Nu er der kun at vente på dommernes samlede bedømmelse. Den falder til den samlede finale sammen med alle de andre fag lørdag eftermiddag.