Ny uddannelse skal løse mangel på flyteknikere

Flyselskaberne har svært ved at finde arbejdskraft, og derfor bliver der nu oprettet en ny uddannelse til flymekaniker i Jylland.

Til DM i Skills er en stand bemandet med unge flyteknikerelever, og ikke mindst masser af reservedele og et rigtigt A-16 fly.
Til DM i Skills er en stand bemandet med unge flyteknikerelever, og ikke mindst masser af reservedele og et rigtigt A-16 fly.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Flyselskaberne skriger på arbejdskraft og har svært ved at få flymekaniker-lærlinge nok. I 2009 var 113 unge i gang med uddannelsen, og i slutningen af 2017 var antallet faldet til 66.

Uddannelsen til flytekniker findes kun i København, og det gør det svært for jyske unge at tage uddannelsen. Derfor bliver der nu oprettet en ny og kortere uddannelse som flymekaniker i Jylland.
 

1:53
Sidste år sendte vi dette indslag om manglen på flymekanikere. Der mangler flymekanikere i hele landet. I dag indledte flyvestation Karup en charmeoffensiv for at få fat i unge flymekaniker-elever.

- Vi har brug for at gøre kendskabet til uddannelsen bredere. Det er svært for jyderne at opdage uddannelsen i København, og derfor arbejder vi på et grundforløb i Jylland. Vi er nødt til at gøre noget for at få flere til at gå denne vej, siger Lone Folmer Berthelsen, erhvervsuddannelseschef hos DI. 

Den traditionelle flyteknikeruddannelse tager op mod seks år, mens den nye uddannelse som flymekaniker kun tager 2,5 år. Her vil der også være mulighed for at læse videre til flytekniker.

- Det er en god mulighed for folk, der ikke vil gå på den lange vej. Jeg er rigtig glad for uddannelsen. Det er fantastisk hver dag. Jeg ved ikke, hvad jeg kommer ud til og bliver udfordret på alle måder, siger Giedre Basty, flyteknikerelev hos SAS.

Ifølge DI Transport kan de unge også bruge uddannelsen i eksempelvis vindmølle- og medicinalindustrien samt på kraftværker, der alle er højteknologiske og har højt sikkerhedsniveau.

3:15
For at få flere jyder til at uddanne sig til flytekniker bliver der nu oprettet en ny uddannelse i Jylland. Hvornår og hvor, den skal ligge, er ikke på plads endnu.