Video: 300 unge deltog i åbningen af Skills
Samtlige 300 deltagere blev præsenteret på den store scene i MCH Messecenter, da der var indmarch ved DM i Skills.
Unge erhvervsstuderende dyster om at blive kåret som Danmarks bedste i deres fag. I alt 42 fag er repræsenteret ved DM i Skills, og de 300 konkurrenter var alle på scenen forud for dagens åbningstaler.
- Jeg er spændt. Jeg ved ikke, hvordan de andre har det, men jeg glæder mig da til at komme op på scenen og se, om der er nogen, der er kommet for at se os, lød det da TV MIDTVEST's reporter fangede en af slagtereleverne, kort før han gik på scenen for at præsentere sit fag.
Og det var vidt forskellige fag, der blev præsenteret ved åbningsceremonien. Skills byder på konkurrencer for alt fra gourmetslagtere til gulvlæggere. Men også mere kreative fag er repræsenteret i messehallerne i Herning.
Der er nemlig både blomsterdekoratører, møbelsnedkere, urmagere, konditorer og meget andet med ved DM. Men selvom de vidt forskellige, så har de alle én ting tilfælles: De er topmotiverede!
Derfor var det også en utroligt tilfreds undervisningsminister, der mødte TV MIDTVEST efter åbningsceremonien.
- Det er fuldstændig fantastisk at mærke den her bølge af begejstring, der vælter op mod én. Alle de her unge mennesker er klar til at dyste i deres fag og vise alt det, de har forberedt, sagde en tydeligt overvældet Merete Riisager.
Du kan se et sammenklip af åbningsceremonien i toppen af siden.