Flot debut: FCM-cheftræner vil summe over begivenhederne
Kenneth Andersen er glad, lettet og vist en smule mør efter sin første kamp som cheftræner for FC Midtylland.
Superliga-sejren var fortjent, kærkommen og indebar et hattrick af sejrherrernes Paul Onuachu.
Men tingene er gået stærkt, og efter sin debut som FC Midtjylland-cheftræner har Kenneth Andersen nu brug for at komme hjem og synke de mange indtryk.
Den tidligere U19-træner afløste for ti dage siden mestertræner Jess Thorup på posten og hentede lørdag en 4-1-sejr ude over FC Nordsjælland i sin første kampdag på posten.
- Alting har været nyt, og nu kommer der forhåbentlig en lille smule ro på. Jeg tror en fridag eller to kunne være godt til at sidde og summe lidt over, hvad jeg har været igennem den seneste uges tid, siger en storsmilende Kenneth Andersen til TV3 Sport.
Ros hele vejen rundt
Han lægger ikke skjul på, at de tre point faldt på et tørt sted.
- Det betyder da rigtig meget for mig, men da vil jeg gerne rose alle dem, der har været omkring mig. Trænerteamet, spillerne, alle der har hjulpet mig - også med, hvordan man tackler pressen.
- Jeg har fået hjælp hele vejen rundt, så sejren er en stor cadeau til os alle sammen, synes jeg, siger Kenneth Andersen til tv-stationen.
Anerkendelse fra Hjulmand
I Farum så han sit hold være skarpere end modstanderen på flere parametre og arbejde hårdt for de tre point, som holder FC Midtjylland på rækkens førsteplads.
FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, er heller ikke sen til at anerkende forskellene på rækkens nummer et og otte.
- Umiddelbart vil jeg sige, at det var en fortjent sejr. De havde styr på flere ting i deres spil, end vi havde. De var skarpe i deres omstillinger og afslutninger, siger Kasper Hjulmand til TV3 Sport.
Igen må han samtidig beklage defensivens indstilling.
- Vi lod alt for nemme mål gå ind og tog ikke forsvarsspillet seriøst nok tidligt nok. To af omstillingerne kunne vi have stoppet tidligere, og på de to langskudsmål gjorde vi ikke alt, hvad vi kunne for at blokere skud.
- Man så hvordan (Erik) Sviatchenko gjorde alt for at blokke i den anden ende, og jeg tror, der er lidt mentalitetsforskel, siger Kasper Hjulmand.
Målfesten i Farum blev indledt af Paul Onuachu, før FCN udlignede, og den store angriber fuldendte sit hattrick efter pausen.
Evander satte punktum.
/ritzau/