Solbakken driller Steinlein: Vi har alt det, FCM mangler
Ståle Solbakken havde et budskab, han ville af med inden Zenit-kampen. Det gik ud over rivalen FC Midtjylland
FC København tabte søndag 1-3 ude til FC Midtjylland i Superligaen. Måske var det derfor, at FCM og Claus Steinlein, der er direktør i Herning-klubben, fik en verbal øretæve af FCK-træner Ståle Solbakken.
Nordmanden skulle egentlig svare på, hvad der har gjort, at FCK har formået at kvalificere sig til 12 gruppespil i Europa i de seneste 13 år. Men FCK-pressemødet før torsdagens hjemmekamp mod russiske Zenit kom til at handle mere om FCM.
- Alt det, der mangler i Herning, det har vi, siger Solbakken på onsdagens pressemøde i Parken i København.
Den rigtige rækkefølge
Steinlein har i sommerens løb blandt andet udtalt, at FCM skal være det nye FCK. Og før FCM-hjemmekampen mod Malmö FF kom Steinlein med et bud på en drømmepulje i Europa League. Her kom Steinlein ind på mulige modstandere i en pulje og nævnte hold som Chelsea, Arsenal og AC Milan.
- Vi tager det i rækkefølge. Vi diskuterer ofte lodtrækningen, efter at den er sket. Steinlein tror, at man kan trække Chelsea og Arsenal i den samme pulje.
- Men det er bygget anderledes op. Og det ved man, hvis man har taget rejsen ned til lodtrækningen. Så ved man, at der er fire lag. Ikke kun et.
- Du trækker ikke alle klubber på én gang, så du kan ikke få Manchester United og Manchester City.
- Alt det lærer man, når man har været der. Så fik I jeres overskrift, siger Solbakken, inden han forlader presserummet med et smil.
Nøglen til succes
Inden da nåede Solbakken også at fortælle om alt det, FCK har skabt som nøgle til succes i Europa, og som ifølge nordmanden er en mangelvare hos FCM.
- Det er noget, vi har bygget op over tid. Det er nye spillere hver gang, og det er en kultur, vi har bygget op som klub.
- Her snakker jeg ikke kun om trænere, jeg snakker om ledere, som har en fornemmelse af, hvad der skal til. Jeg snakker om tilhængere, jeg snakker om opbygningen af en kultur, siger Solbakken.
/ritzau/