Digital markedsføring et hit
En ny tendens viser, at virksomheder i stigende grad bruger digital markedsføring frem for de mere traditionelle annoncer i aviser og fjernsyn.
Ud med avisannoncer og dyre reklame-kampagner - og ind med digital markedsføring på internettet. Det er en stigende tendens blandt firmaer, som ønsker at vide præcis, hvad de får for pengene. Andreas Dirksen har i ni år haft netbutikken Bladkiosken.dk, der har base i Viborg. I stedet for avisannoncer og tv-reklamer satser han nu på internettet og især Facebook og Google.
- For det første kan jeg målrette min annoncering - jeg ved lige præcis, hvad målgruppe, jeg ønsker at nå på alder, køn og interesser. Og for det andet kan jeg se, om de rent faktisk går ind i butikken, og for det tredje kan jeg se, om de rent faktisk køber noget, forklarer Andreas Dirksen.
Andreas Dirksen er del af en stærkt stigende tendens. Derfor var knap 200 it-interesserede i denne uge samlet på Nupark i Holstebro for at hente inspiration. Bag dagen stod it-forum Midtjylland - et netværk, der sjovt nok ikke har stor fidus til de mere velkendte former for markedsføring.