Holstebro Kommune bliver røgfri til sommer
23 kommuner på landsplan er i dag på listen over kommuner med røgfri arbejdstid. Til sommer bliver den liste udvidet, når Holstebro Kommune tilslutter sig.
Hvis man er ansat i Holstebro Kommune, så skal man snart til at vænne sig til at lægge cigaretterne helt fra sig, før man møder ind på arbejde. Holstebro Kommune tilslutter sig nemlig til rækken af kommuner, der har indført røgfri arbejdstid for sine medarbejdere. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Dermed bliver kommunen den 5. kommune i Midt- og Vestjylland, som indfører ordningen om forbud mod cigaretter og lignende.
- Vi talte os frem til en ordning, som også medarbejderne har fundet god. Som en stor arbejdsplads skal vi gå forrest på dette område, siger Søren Bork, der er HR-chef i Holstebro Kommune, til Dagbladet.
Røgfri arbejdstid betyder, at medarbejderne ikke må ryge i arbejdstiden. Det gør sig gældende både indendørs og udendørs, og det er samtidig et initiativ, som skal gøre sig gældende for alle kommunens arbejdspladser.
I forvejen er Struer-, Lemvig-, Favrskov- og Vesthimmerlands Kommune røgfrie og fra den 1. juni 2019 ryger Holstebro så med på den røgfrie vogn. To måneder senere den 1. august tilslutter Viborg Kommune sig så også gruppen af røgfrie kommuner.
Det var MED-udvalget i Holstebro Kommune, som kort før jul vedtog kommunens nye rygepolitik. I alt er 23 ud af landets 98 kommuner i dag røgfrie, mens yderligere syv kommuner er sat til at bliver røgfrie inden for de kommende to år.