Kvinde fundet død i eget hjem: En person er anholdt

Mandag eftermiddag rykkede flere politipatruljer ud til et mistænkeligt dødsfald i Nr. Felding.

Midt- og Vestjyllands Politi er til stede på en adresse i Nr. Felding mandag eftermiddag.
Midt- og Vestjyllands Politi er til stede på en adresse i Nr. Felding mandag eftermiddag.
Foto: Mikkel Eskelund

Midt- og Vestjyllands Politi har anholdt en mand, efter en kvinde blev fundet død i sit hjem. Politiet betegner det som et mistænkeligt dødsfald.

Mandag eftermiddag rykkede flere patruljer ud til Nordsvinget i Nr. Felding ved Holstebro, efter politiet klokken 13.17 modtog en anmeldelse om fundet af den afdøde kvinde fra en person i kvindens husstand.

Det er nogle omstændigheder på findestedet, der gør, at politiet indtil videre betragter dødsfaldet som mistænkeligt, fremgår det i en pressemeddelelse.

- Vi har været derude med hundepatruljer og kriminalteknikere, og nu afventer vi undersøgelser af liget og af den anholdte. Alt det skal være med til at fastlægge omstændighederne ved dødsfaldet, siger pressemedarbejder ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST mandag aften.

Politiets forventning er, at liget bliver undersøgt på Retsmedicinsk Institut tirsdag for at klarlægge dødsårsagen, og man forventer et resultat af undersøgelserne i løbet af ugen.

De pårørende er underrettet.

Politiet har i øjeblikket ingen yderligere oplysninger.