Vraget dommer blæst bagover af kommentarer
Henrik Mortensen har fået læssevis af kommentarer med på vejen, efter at han blev vraget som topdommer og luftede sin utilfredshed.
Onsdag fortalte vi på TV MIDTVEST om Henrik Mortensen, der er blevet vraget som topdommer i dansk håndbold.
Det er 50-årige Mortensen dybt skuffet og uforstående overfor efter hele 24 år som en del af tophåndbold. Men de mørke tanker har nu fået modspil af mere positive vibrationer.
Henrik Mortensen har nemlig fået så mange kommentarer ovenpå onsdagens nyhed, at det næsten har blæst ham bagover.
- Det er helt vildt. Jeg er dybt taknemmelig for den opbakning, som jeg føler, at jeg har fået fra hele håndbold-Danmark, siger han til TV MIDTVEST.
- Jeg er totalt overvældet og også rørt, siger Henrik Mortensen - og tilføjer:
- Min søn har ringet og sagt til mig: "Far da jeg læste det, begyndte jeg næsten at græde".
Det er Elitedommerudvalget i Dansk Håndbold, der ikke vil have Henrik Mortensen til at fortsætte. Han føler ikke selv, at han har fået nogen forklaring på hvorfor.
Nu har han til gengæld fået læssevis af kommentarer på Facebook og andre sociale medier - og også privat i form af opkald og sms'er.
- Jeg er dybt overrasket over, hvor meget der har været. Jeg kan slet ikke nå at svare på det hele.
Også negative kommentarer
Mellem de mange positive tilkendegivelser om Henrik Mortensen og hans evner som håndbolddommer er der dog også en del negative kommentarer.
- Det er helt okay. Jeg er vant til, at folk vil have mig til at dømme den anden vej. Både i håndbold og politik, siger Henrik Mortensen efterfulgt af et lille grin.
Udover at være nu tidligere topdommer er Henrik Mortensen blandt andet også byrådspolitiker i Holstebro.
Selvom de mange kommentarer luner, så ændrer de ikke på, at han ikke længere skal dømme håndbold på topplan.
- Jeg får ikke mit job tilbage, men jeg får anerkendelse. Det er noget, jeg kan bruge resten af livet, slår han fast.