Vraget og dybt skuffet: - Der er personer, som jeg intet skal have med at gøre mere
Henrik Mortensen er færdig som topdommer i dansk håndbold. Han føler sig sikker på, at det er sket af personlige årsager.
Henrik Mortensen har været topdommer i 24 år, men nu er han færdig. Elitedommerudvalget i Dansk Håndbold vil ikke have ham til at fortsætte, skrev TV 2 tidligere onsdag.
Den rutinerede og altså nu tidligere topdommer, der er fra Holstebro, er dybt skuffet.
- Jeg er ked af det. Jeg er skuffet. Jeg er sur, slår han fast overfor TV MIDTVEST.
Beslutningen er så uforståelig for ham, at den også sætter dybe personlige spor i forhold til de mennesker i dansk håndbold, der har taget beslutningen.
- Der er personer, som jeg intet skal have med at gøre i mit liv mere, slår han fast.
Heller ikke, hvis du møder dem i en håndboldhal?
- Det er ovre. Jeg har intet at snakke med visse personer om, understreger Henrik Mortensen.
Den 50-årige håndbolddommer var så sent som i maj en af opmændene i en DM-finale. Måneden efter fik han sparket som ligadommer.
- Det er så uforståeligt, som noget kan være. For selvfølgelig er jeg ikke blevet en dårligere dommer, understreger han.
- Så den samlede vurdering må jo være, at de skulle af med mig.
- Har altid været velforberedt
Han har dog ikke noget bud på, hvad det skulle være for nogle personlige ting, der har været afgørende.
- Det var en spand koldt vand i hovedet, for jeg havde slet ikke regnet med det. Jeg havde ikke tænkt andet, end at jeg skulle fortsætte med at dømme. Derfor gør det også ekstra ondt, understreger Henrik Mortensen.
Men hvad er din egen analyse af, at du åbenbart ikke er god nok længere?
- Det har jeg tænkt rigtigt meget over, og jeg kan altså kun se det som noget personligt. At de vil af med mig, understreger han.
- Jeg har altid sørget for at være toptrænet og velforberedt, så jeg har meget svært ved at se, hvad det er, jeg selv kunne have gjort, lyder det fra den nu tidligere topdommer.
- Det er personsager
Bjarne Munk Jensen var formand for elitedommerudvalget, da beslutningen omkring Henrik Mortensen blev taget.
Han siger til TV 2:
- Ved du hvad? Det er personsager, der er afgørende for, at vores kabale, som den nu er lagt i det tidligere dommerudvalg, er lagt, som den er her.
Så det vil du ikke uddybe?
- Nej, det vil jeg ikke, siger Bjarne Munk Jensen til TV 2.