Tidligere udrejsechef: Lindholm vil øge trygheden på Kærshovedgård

Peter Sneftrup siger til Berlingske, at beboerne på Kærshovedgård vil være glade for at slippe af med "de her banditter".

Peter Sneftrup er tidligere chef på Udrejsecenter Kærshovedgård (arkivfoto).
Peter Sneftrup er tidligere chef på Udrejsecenter Kærshovedgård (arkivfoto).
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Det vil øge trygheden på og omkring Udrejsecenter Kærshovedgård ved Bording, når udvisningsdømte udlændinge og personer på tålt ophold bliver flyttet til øen Lindholm i Stege Bugt.

Det vurderer den tidligere chef på Kærshovedgård, Peter Sneftrup, i søndagens udgave af Berlingske

Sneftrup, der arbejdede på Kærshovedgård i 2017, siger til Berlingske, at beboerne omkring Bording "selvfølgelig" vil opleve færre problemer i nærområdet. Men de problemer bliver så - siger han - bare eksporteret til det sydlige Sjælland.

- Den anden fordel er for de øvrige beboere på Kærshovedgård, som i gåseøjne bare er almindelige afviste asylansøgere, der ofte passer sig selv. De føler sig også utrygge ved at bo side om side med de her banditter, siger han.

Sneftrup vurderer ifølge Berlingske ikke, at opholdet på Lindholm vil få flere af de kriminelle udlændinge til frivilligt at forlade Danmark, og så tror han heller ikke, at de vil overholde deres opholds- og meldepligt.

- De her mennesker er den hårde kerne. Størstedelen er fløjtende ligeglade. De kommer og går, som det passer dem, siger han.

 

9:53
TV MIDTVEST sendte i februar 2017 den første tv-reportage om hverdagen på Udrejscecenter Kærshovedgård. Dengang var Peter Sneftrup chef på udrejsecentret.