Kort nyt
Folketingsmedlem vil gå til ministeren
- Jeg kommer til at stille spørgsmål til sundhedsministeren (Sophie Løhde, red.), lyder det fra Mette Thiesen, sundhedsordfører i Dansk Folkeparti.
Meldingen kommer, efter vi på TV MIDTVEST har fulgt otteårige Theo fra Spjald, der fik afslag på behandling i Danmark og i stedet måtte rejse til Spanien for at få den for egen regning.
Coop tilbagekalder 3 salater
Coop Danmark A/S tilbagekalder tre slags spiseklare salater, da der er påvist listeria i produkterne.
Det drejer sig om Coop Snittet Grønkål, C Vinter Coleslaw med tranebær/grønkål og 365 Nordisk Inspireret Cæcarsalat.
Salaterne er solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Coop365 og i Brugsen i hele landet.
Rema 1000 genåbner efter mistanke om skadedyr
Rema 1000 på Holstebrovej i Skive meddelte onsdag, at de holder lukket på ubestemt tid, da der var mistanke om fund af skadedyr.
Nu meddeler de på Facebook, at butikken forventer at kunne åbne lørdag klokken 07.00. Anticimix, der er et skadedyrsbekæmpelsesfirma har godkendt butikken efter mistanken.
Fertiliteten er højere i Danmark end i de fleste nordiske lande
Fertiliteten for kvinder i Danmark er højere end hos vores nordiske naboer med undtagelse af Island.
Den danske fertilitet er også højere end EU-gennemsnittet, oplyser Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Af landene Island, Sverige, Norge og Finland er det kun Island, der havde en højere fertilitet end Danmark i 2023. Altså var det årlige antal fødte sat i forhold til den kvindelige del af befolkningen i alderen 15-49 år højere i Danmark end i de fleste nordiske lande.
- Det er også værd at bemærke, at der i alle nordiske lande var et hop opad i kurven under COVID-19, siger Lisbeth Harbo, chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Den danske fertilitet er på det laveste niveau i over 35 år
57.470 børn blev født i Danmark i 2023. Det er 960 færre end i 2022, men 1.600 flere end i 2013. Alligevel har fertiliteten været faldende i Danmark i mange år. Med andre ord får vi færre børn pr. kvinde i den fødedygtige alder end tidligere.
Læger med døtre redder flere kvinders liv, viser forskning
Kvinder, der er tilknyttet en mandlig læge, har lavere risiko for at dø af kvindespecifikke kræftsygdomme, hvis lægen har døtre.
Det viser et nyt studie støttet af Rockwool Fonden.
Konkret viser studiet, at kvinder har 5,5 procent lavere risiko for at dø af kvindespecifikke kræftsygdomme som brystkræft og kræft i de kvindelige kønsorganer, hvis deres mandlige læge selv er far til piger.
Skrotbil med meget lidt skrot
En autoophugger fra Skive har nu bevist, at det kan lade sig gøre at genbruge en langt større del af de gamle biler, der bliver sendt til skrot.
Skive Autogenbrug har i et samarbejde med ungdomsuddannelsen STU Skivefjord systematisk pillet alle dele ud af de gamle biler og sorteret delene til genbrug.
Normalt er der omkring 30 procent affald i en skrotbil. Nu er der meget mindre.
Så mange midt- og vestjyder har søgt julehjælp
Ansøgninger om julehjælp slår alle rekorder. Over 18.600 familier har over hele Danmark søgt om Blå Kors' julehjælp.
I Midt- og Vestjylland har ansøgninger til julehjælp rundet 2.000. Hvilket for Blå Kors vidner om økonomisk pressede familier, der mangler lidt ekstra i årets hyggeligste måned.
- Det er rekordmange ansøgninger, men det er desværre ikke overraskende. Vi møder mange familier, som har svært ved at få pengene til at række. Det gælder hele året, men vi ser, at op til jul skaber økonomien ekstra mange bekymringer, fordi forældrene frygter, at de ikke kan give deres børn en god jul med gaver og julemad, siger Morten Skov Mogensen, generalsekretær i Blå Kors i en pressemeddelelse.
I dette års julehjælp finder man et gavekort på 700 kroner til Lidl.
I år er der indtil videre over 18.600 ansøgninger, mens der i 2023 var 18.426 i alt. Fra 2022 til 2023 var der en stigning på 52 procent i antallet af ansøgninger til julehjælp.
Den sidste frist for ansøgninger til Blå Kors' julehjælp er d. 21 november klokken 12.00.
Michael er blind og afhængig af toget: Ramt af forsinkelser og aflysninger på stribe
Mange togaflysninger har store konsekvenser for pendlerne. Især for Michael Rasmusssen, som er blind.
Grå dag i møde
Det bliver en grå en af slagsen. Sådan lød det fra DMI om fredagens vejr.
- Fra morgen er der skyet over det meste af landet, hvor temperaturen vil være på otte til ti grader, oplyser Erik Hansen, meteorolog hos DMI.
Det grå vejr forsætter i løbet af dagen og kan blive fulgt af lidt fin regn og muligvis en smule tåge.
Temperaturen kan komme op og runde de 12 grader, hvis vi er heldige. Vinden vil være frisk og mild i landet med mulighed for hård vind ved kysten.
Mødrehjælpen siger nej tak
Mødrehjælpen siger 'tak, men nej tak' til varer fra Temu. De føler et ansvar for at frabede sig 'farligt legetøj'.
- Vi gør det bedste for at kvalitetssikre de produkter, vi har i butikken, men det kan være svært til tider, hvis ikke der er et tydeligt mærke på, siger Inger Nielsen.
Borgmester med klar besked til minister
Struer-borgmester Marianne Bredal (V) tror på, at der findes en god løsning for togforbindelsen mellem Struer og København - også for fremtiden.
Torsdag landede en rapport på transportministerens bord om fordele og ulemper ved forskellige måder at føre forbindelsen videre på.
Fra borgmesteren er meldingen krystalklar:
- Jeg har en forventning om, at Thomas Danielsen, som jo er valgt i Struer, varetager interesserne for vores område og sørger for, at der også fremover er en ordentlig løsning for den kollektive trafik.
Viborg tabte stort i Odense
Håndboldkvinderne fra Viborg HK fik klø i årets sidste ligakamp. På udebane mod favoritterne fra Odense Håndbold blev det til et nederlag på 27-40.
De grønblusede viborgensere scorede blot ni mål i første halvleg - ved pausen var stillingen 9-23.
Viborg er på ligaens femteplads.
Håndboldprofil stopper og får ny rolle
Håndboldspilleren Henrik Tilsted stopper sin karriere som spiller efter denne sæson. Det oplyser hans klub, Mors Thy Håndbold, i en pressemeddelelse.
Henrik Tilsted bliver i stedet assistenttræner i selvsamme ligaklub fra næste sæson.
Problemer med ryggen har været medvirkende til hans beslutning.
- Det er på tide at lade hovedet vælge. Jeg kan ikke risikere, at min ryg bliver dårligere, så jeg ikke kan være den person udenfor banen og særligt den far, som jeg gerne vil være, udtaler Henrik Tilsted.
Fuser blev til stor succes
I disse dage synger medarbejdere og ledelse hos Hancock Bryggerierne i Skive med på en 50 års fødselsdagssang for virksomhedens bedst sælgende sodavand, Sport-Colaen.
Det, der startede som en gigantisk fuser i midten af 70`erne, har udviklet sig til en brusende succes, og har givet sodavanden kultstatus over det meste af landet.
Julie krummer tæer, når lysene tændes
Når julelysene tændes, krummer Julie Nyborg Christiansen tæerne. Hun er pinligt berørt over sine forældres julebelysning, men det er faren ligeglad med.
Storbrand blev undgået: Sådan sagde Føtex tak til sine helte
Føtex på Nørrevænget i Silkeborg brød natten til tirsdag i brand. Brandvæsen og forbipasserende reagerede hurtigt, og flammerne kom under kontrol.
Det var derfor en taknemmelig butikschef, der kunne ånde lettet op, da branden igen var slukket. Branden blev opdaget af et par forbipasserende kunder, der øjeblikkeligt ringede til politiet.
Og det skulle ikke gå nogens næse forbi, at butikken var blevet reddet af to helte, mener Tina Bjørck Andersen, der er butikschef ved Føtex på Nørrevænget.
- Vi efterlyste den kunde, i dette tilfælde kunder, som havde ringet til brandvæsnet, siger butikschefen.
Og her kom to drenge til kende. De modtog den største taknemmelighed i form af et håndtryk - samt lidt godt til ganen og maven.
- De reagerede hurtigt og har i den grad reddet butikken. Så det er bare fantastisk, uddyber Tina Bjørck Andersen.
Borgmester tvivler på flyrutes fremtid
Holstebros mangeårige borgmester er ikke længere i tvivl.
Flyforbindelsen mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og København er mere død end levende.
- Jeg tror ikke på det mere. Det gør jeg simpelthen ikke, siger H.C. Østerby (S).
Dermed bakker han op om Ulrik Wilbek, som onsdag i programmet ”Så' det sagt” på TV MIDTVEST blev spurgt, om han tror, der er en indenrigsrute fra Midtjyllands Lufthavn til København, når han om et år går af som borgmester.
Salater kaldes tilbage
Flere forskellige salater solgt i blandt andet Kvickly og Super Brugsen tilbagekaldes på grund af risiko for infektion med listeriabakterien.
Det skriver dagligvarekoncernen Coop i en pressemeddelelse.
Foruden Kvickly og Super Brugsen er salaterne også blevet solgt i Coops resterende butikker, Dagli'Brugsen, Coop 365 og Brugsen.
Det drejer sig om flere varianter af snitsalater - snittet grønkål, vintercoleslaw med tranebær og grønkål samt nordisk inspireret cæsarsalat.
Produkterne har udløbsdatoer mellem 17. og 19. november.
Minister: Der er to muligheder på bordet
Transportminister Thomas Danielsen (V) konkluderer, at der reelt er to realistiske valg på bordet, når det gælder fremtidsmulighederne for direkte tog mellem Struer og København. Det konkluderer han ovenpå den analyse, der torsdag landede på Transportministerens bord.
Analysen viser, at det vil komme til at koste et milliardbeløb, hvis man ønsker at bibeholde den direkte togforbindelse.
Afbrænding: Brandvæsen og politi rykkede ud
Både brandvæsen og politi rykkede torsdag eftermiddag ved 16.30-tiden ud til, hvad der viste sig at være en affaldsafbrænding i Sjørslev nord for Kjellerup.
Midtjysk Brand & Redning fortæller, at det er sket på en gård, der er ved at blive bygget om.
Vildt våben langet over disken hos politiet
Det var et våben ud over det sædvanlige, der forleden blev indleveret hos lokalpolitiet i Ringkøbing.
I forbindelse med "frit lejde"-ordningen fik politiet en gammel maskinpistol.
- Ifølge vores oplysninger er den tysk og fra krigens tid, siger vicepolitiinspektør Bjørn Bo fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Han oplyser videre, at maskinpistolen er af model MP 40.
Mens politiet ikke vil have, at folk selv kommer ind med eksempelvis håndgranater, så er det okay med en maskinpistol.
- Når bare man pakker den ind, så man ikke lige kommer gående med en synlig maskinpistol ude på parkeringspladsen, påpeger vicepolitiinspektøren.