Kort nyt

Kl. 08.59

Mistænkelig Christiania-cykel: Sådan scorede politiet tre kilo hash

Det er ikke hver dag, at Lokalpolitiet i Ringkøbing ser en Christiania-cykel, men sådan en kom en mand cyklende på forleden, og det gav anledning til en lille snak.

- Vi standsede ham, da han virkede mistænkelig, fortæller Martin Bjerg, politiassistent hos Lokalpolitiet i Ringkøbing.

Da manden virkede nervøs, faldt det betjentene naturligt at kropsvisitere ham. Her fandt de så 300 gram hash, så de sigter ham for besiddelse af euforiserende stoffer.

- Efter vi finder ham i besiddelse af hash, tager vi ham med til hans bopæl for at ransage den, fortæller Martin Bjerg.

På den 50-årige mands adresse fandt politiet yderligere 2700 gram hash og skunk. Det giver derfor politiet anledning til at sigte manden for mistanke om videresalg af euforiserende stoffer.

57 minutter siden

Maria er træt af togkaos

Togtrafikken er så ustabil, at Maria Christensen fra Hjerm ofte enten kommer for sent eller må hentes eller bringes af kollegaer eller venner. Nu har familien taget konsekvensen og købt en ekstra bil.

- Jeg kan ikke forstå, at man alle mulige andre steder i verden kan få togdriften til at fungere, men her i yderområderne, hvor vi gerne vil tage toget, der kan vi ikke komme på job. Jeg synes, det er træls, siger hun og opfordrer folketinget til at forbedre den offentlige transport.

Kl. 09.49

Stort pengebeløb skal sikre tryggere natteliv

Regeringen, med et bredt flertal bag sig, har indgået en aftale om at sende et million beløb i retning af nattelivet. Det gør de med henblik på at skabe større tryghed.

Der skal gå 19,3 millioner til at skabe et tryggere natteliv. Det har regeringen har, med et bredt flertal bag sig, indgået en aftale om at sikre det danske natteliv for samfundets unge borgere. Det offentliggøre de i en pressemeddelelse.

- Det er bekymrende, at mange unge i stigende grad føler sig utrygge ved at færdes i nattelivet. For utrygheden kan have stor betydning for den enkelte unges trivsel, siger Magnus Heunicke , der er minister for ligestilling i pressemeddelelsen.

Trygheden skal forbedres gennem en række initiativer, som blandt andet indeholder tilskud til organisationer.

Kl. 09.20

Per Rud kommer ind i FCM-familien

Den erfarne fodboldleder og tidligere sportsdirektør i blandt andet Brøndby IF og HB Køge, Per Rud, skifter jobbet som direktør for Kvindedivisionsforeningen i Danmark ud med en rolle som General Manager i C.D. Mafra i Portugal, der er en del af FC Midtjylland-familien. Begge klubber er således ejet af Anders Holch Povlsens Heartland.

Med mere end 20 års erfaring inden for talentudvikling og klubledelse bringer den 57-årige dansker en stærk profil og et omfattende netværk til C.D. Mafras organisation.

- Per har i mange år vist, hvordan man bygger en stærk fodboldorganisation. Hans evne til at skabe resultater på både strategisk og operationelt niveau gør ham til en respekteret skikkelse. Per er en samlende leder med en unik evne til at motivere og skabe en fælles retning, fortæller Claus Steinlein, FCM-formand og CEO i The Football Collective i en pressemeddelelse.


Kl. 09.00

Thy band indtager Skive Festival 2025

Jonah Blacksmith gæster Skive Festival i sommeren 2025. Syvmands orkestret indtager scenen fredag d. 6 juni. Det oplyser Skive Festival i en pressemeddelelse.

Du kan derfor se frem til publikumsfavoritterne 'Secrets in the Water', 'House on Fire' og mange flere. 

“Vi bestræber os altid på at fylde vores koncerter med nærvær, spilleglæde og en masse udadvendt kærlighed, så det forhåbentlig efterlader et aftryk af samhørighed og fællesskab mellem os og vores publikum,” udtaler brødre og frontfigurer Simon og Thomas Alstrup.

Det er ikke første gang Jonah Blacksmith spiller på Skive Festival. De gæstede festivalen tilbage i 2023. 

Skive Festival har løftet sløret for flere store danske kunstnere, såsom Medina, Nik og Jay og Benny Jamz. Festivalen bliver afholdt mellem d. 4-7 juni 2025. 

Kl. 08.38

Coop tilbagekalder 3 salater

Coop Danmark A/S tilbagekalder tre slags spiseklare salater, da der er påvist listeria i produkterne. 

Det drejer sig om Coop Snittet Grønkål, C Vinter Coleslaw med tranebær/grønkål og 365 Nordisk Inspireret Cæcarsalat. 

Salaterne er solgt i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli'Brugsen, Coop365 og i Brugsen i hele landet.

Kl. 07.28

Rema 1000 genåbner efter mistanke om skadedyr

Rema 1000 på Holstebrovej i Skive meddelte onsdag, at de holder lukket på ubestemt tid, da der var mistanke om fund af skadedyr.

Nu meddeler de på Facebook, at butikken forventer at kunne åbne lørdag klokken 07.00. Anticimix, der er et skadedyrsbekæmpelsesfirma har godkendt butikken efter mistanken.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Kl. 06.49

Fertiliteten er højere i Danmark end i de fleste nordiske lande

Fertiliteten for kvinder i Danmark er højere end hos vores nordiske naboer med undtagelse af Island. 

Den danske fertilitet er også højere end EU-gennemsnittet, oplyser Danmarks Statistik i en pressemeddelelse. 

Af landene Island, Sverige, Norge og Finland er det kun Island, der havde en højere fertilitet end Danmark i 2023. Altså var det årlige antal fødte sat i forhold til den kvindelige del af befolkningen i alderen 15-49 år højere i Danmark end i de fleste nordiske lande.

- Det er også værd at bemærke, at der i alle nordiske lande var et hop opad i kurven under COVID-19, siger Lisbeth Harbo, chefkonsulent i Danmarks Statistik.

Den danske fertilitet er på det laveste niveau i over 35 år

57.470 børn blev født i Danmark i 2023. Det er 960 færre end i 2022, men 1.600 flere end i 2013. Alligevel har fertiliteten været faldende i Danmark i mange år. Med andre ord får vi færre børn pr. kvinde i den fødedygtige alder end tidligere.

Kl. 06.19

Læger med døtre redder flere kvinders liv, viser forskning

Kvinder, der er tilknyttet en mandlig læge, har lavere risiko for at dø af kvindespecifikke kræftsygdomme, hvis lægen har døtre. 

Det viser et nyt studie støttet af Rockwool Fonden. 

Konkret viser studiet, at kvinder har 5,5 procent lavere risiko for at dø af kvindespecifikke kræftsygdomme som brystkræft og kræft i de kvindelige kønsorganer, hvis deres mandlige læge selv er far til piger.

Kl. 06.02

Skrotbil med meget lidt skrot

En autoophugger fra Skive har nu bevist, at det kan lade sig gøre at genbruge en langt større del af de gamle biler, der bliver sendt til skrot.

Skive Autogenbrug har i et samarbejde med ungdomsuddannelsen STU Skivefjord systematisk pillet alle dele ud af de gamle biler og sorteret delene til genbrug.

Normalt er der omkring 30 procent affald i en skrotbil. Nu er der meget mindre.

Kl. 05.51

Så mange midt- og vestjyder har søgt julehjælp

Ansøgninger om julehjælp slår alle rekorder. Over 18.600 familier har over hele Danmark søgt om Blå Kors' julehjælp. 

I Midt- og Vestjylland har ansøgninger til julehjælp rundet 2.000. Hvilket for Blå Kors vidner om økonomisk pressede familier, der mangler lidt ekstra i årets hyggeligste måned.

- Det er rekordmange ansøgninger, men det er desværre ikke overraskende. Vi møder mange familier, som har svært ved at få pengene til at række. Det gælder hele året, men vi ser, at op til jul skaber økonomien ekstra mange bekymringer, fordi forældrene frygter, at de ikke kan give deres børn en god jul med gaver og julemad, siger Morten Skov Mogensen, generalsekretær i Blå Kors i en pressemeddelelse.

I dette års julehjælp finder man et gavekort på 700 kroner til Lidl. 

I år er der indtil videre over 18.600 ansøgninger, mens der i 2023 var 18.426 i alt. Fra 2022 til 2023 var der en stigning på 52 procent i antallet af ansøgninger til julehjælp.

Den sidste frist for ansøgninger til Blå Kors' julehjælp er d. 21 november klokken 12.00.

Kl. 04.59

Michael er blind og afhængig af toget: Ramt af forsinkelser og aflysninger på stribe

Mange togaflysninger har store konsekvenser for pendlerne. Især for Michael Rasmusssen, som er blind.

Kl. 04.54

Grå dag i møde

Det bliver en grå en af slagsen. Sådan lød det fra DMI om fredagens vejr.

- Fra morgen er der skyet over det meste af landet, hvor temperaturen vil være på otte til ti grader, oplyser Erik Hansen, meteorolog hos DMI.

Det grå vejr forsætter i løbet af dagen og kan blive fulgt af lidt fin regn og muligvis en smule tåge.

Temperaturen kan komme op og runde de 12 grader, hvis vi er heldige. Vinden vil være frisk og mild i landet med mulighed for hård vind ved kysten.

14. nov 2024 kl. 23:03

Mødrehjælpen siger nej tak

Mødrehjælpen siger 'tak, men nej tak' til varer fra Temu. De føler et ansvar for at frabede sig 'farligt legetøj'.

- Vi gør det bedste for at kvalitetssikre de produkter, vi har i butikken, men det kan være svært til tider, hvis ikke der er et tydeligt mærke på, siger Inger Nielsen.

14. nov 2024 kl. 22:14

Borgmester med klar besked til minister

Struer-borgmester Marianne Bredal (V) tror på, at der findes en god løsning for togforbindelsen mellem Struer og København - også for fremtiden.

Torsdag landede en rapport på transportministerens bord om fordele og ulemper ved forskellige måder at føre forbindelsen videre på.

Fra borgmesteren er meldingen krystalklar:

- Jeg har en forventning om, at Thomas Danielsen, som jo er valgt i Struer, varetager interesserne for vores område og sørger for, at der også fremover er en ordentlig løsning for den kollektive trafik.

14. nov 2024 kl. 21:35

Viborg tabte stort i Odense

Håndboldkvinderne fra Viborg HK fik klø i årets sidste ligakamp. På udebane mod favoritterne fra Odense Håndbold blev det til et nederlag på 27-40. 

De grønblusede viborgensere scorede blot ni mål i første halvleg - ved pausen var stillingen 9-23.

Viborg er på ligaens femteplads.

14. nov 2024 kl. 21:20

Håndboldprofil stopper og får ny rolle

Håndboldspilleren Henrik Tilsted stopper sin karriere som spiller efter denne sæson. Det oplyser hans klub, Mors Thy Håndbold, i en pressemeddelelse.

Henrik Tilsted bliver i stedet assistenttræner i selvsamme ligaklub fra næste sæson.

Problemer med ryggen har været medvirkende til hans beslutning.

- Det er på tide at lade hovedet vælge. Jeg kan ikke risikere, at min ryg bliver dårligere, så jeg ikke kan være den person udenfor banen og særligt den far, som jeg gerne vil være, udtaler Henrik Tilsted.

14. nov 2024 kl. 21:06

Fuser blev til stor succes

I disse dage synger medarbejdere og ledelse hos Hancock Bryggerierne i Skive med på en 50 års fødselsdagssang for virksomhedens bedst sælgende sodavand, Sport-Colaen.

Det, der startede som en gigantisk fuser i midten af 70`erne, har udviklet sig til en brusende succes, og har givet sodavanden kultstatus over det meste af landet.

14. nov 2024 kl. 20:22

Julie krummer tæer, når lysene tændes

Når julelysene tændes, krummer Julie Nyborg Christiansen tæerne. Hun er pinligt berørt over sine forældres julebelysning, men det er faren ligeglad med.

14. nov 2024 kl. 19:38

Storbrand blev undgået: Sådan sagde Føtex tak til sine helte

Billede fra Føtex-butikkens Facebook-side. De to helte står ikke frem med navn.
Billede fra Føtex-butikkens Facebook-side. De to helte står ikke frem med navn.
Foto: Privatfoto

Føtex på Nørrevænget i Silkeborg brød natten til tirsdag i brand. Brandvæsen og forbipasserende reagerede hurtigt, og flammerne kom under kontrol. 

Det var derfor en taknemmelig butikschef, der kunne ånde lettet op, da branden igen var slukket. Branden blev opdaget af et par forbipasserende kunder, der øjeblikkeligt ringede til politiet.

Og det skulle ikke gå nogens næse forbi, at butikken var blevet reddet af to helte, mener Tina Bjørck Andersen, der er butikschef ved Føtex på Nørrevænget.

- Vi efterlyste den kunde, i dette tilfælde kunder, som havde ringet til brandvæsnet, siger butikschefen.

Og her kom to drenge til kende. De modtog den største taknemmelighed i form af et håndtryk - samt lidt godt til ganen og maven.

- De reagerede hurtigt og har i den grad reddet butikken. Så det er bare fantastisk, uddyber Tina Bjørck Andersen.

14. nov 2024 kl. 19:12

Borgmester tvivler på flyrutes fremtid

Holstebros mangeårige borgmester er ikke længere i tvivl.

Flyforbindelsen mellem Midtjyllands Lufthavn i Karup og København er mere død end levende.

- Jeg tror ikke på det mere. Det gør jeg simpelthen ikke, siger H.C. Østerby (S).

Dermed bakker han op om Ulrik Wilbek, som onsdag i programmet ”Så' det sagt” på TV MIDTVEST blev spurgt, om han tror, der er en indenrigsrute fra Midtjyllands Lufthavn til København, når han om et år går af som borgmester.