Lang kø til et kig ind: Lemvig Sundhedshus er endelig indviet
Nu er borgerne i Lemvig fri for at køre helt til Holstebro eller Herning, når de skal have taget en blodprøve.
De har ventet på det i noget tid, og tirsdag kunne Borgerne i Lemvig så endelig få det at se. Lemvig Sundheds er endelig blevet indviet.
Og det var en glad borgmester i Lemvig Kommune, der kunne klippe snoren til det nye lægehus.
- Det er en glædens dag. Jeg er rigtig glad. Det er helt fantastisk, siger borgmester Erik Flyvholm (V).
Det var der også mange andre borgere i Lemvig, der syntes. Der var nemlig rigtig lang kø til huset for at få lov til at kigge på de nye faciliteter.
- Jeg synes, at det er alletiders, fordi vi bor så langt fra det hele, fortæller Lillian Nørgaard Lund.
- Jeg synes, at det er dejligt. Der er behov for det, og så har det mange funktioner også, siger Inger Buus Madsen.
Sundhedshuset består af det gamle regionale sygehus og en ny kommunal tilbygning. Derfor rummer bygningen nu en række private, regionale og kommunale sundhedstilbud til borgerne.
Dermed er der blandt andet lægevagt, blodprøvetagning, jordmoderkonsultation og røntgenundersøgelse i Lemvig.
Vil have endnu flere funktioner til Lemvig
Men der er stadig en række skavanker som borgerne i Lemvig må tage turen til Gødstrup for. Det gør dog ikke så meget, når man kan få ordnet det meste lokalt.
- Gødstrup eller ej. Vi har flere centrale hospitaler i regionen, men det er jo ikke et enten eller. Det er et både og. Det nære sundhedsvæsen er også hospitalets forudsætning, siger Else Søjmark (Soc.dem), der er formand for Udvalget for nære sundhedstilbud i Region Midtjylland.
Selvom et nyt sundhedshus er gode nyheder for den vestjyske by, så har borgmesteren endnu større ambitioner.
- Vores håb er, at der kan komme endnu flere funktioner herud til borgerne, så vi håber, at vi kan blive et af de 20 nærhospitaler i fremtiden, siger Erik Flyvholm