Herning-politiker om formandens afgang: - Jeg synes ikke, det ser ud til, at der har været en voksen til stede
De Radikales Johs. Poulsen forstår ikke, hvorfor Morten Østergaard i dag har trukket sig som politisk leder for partiet.
Morten Østergaard er færdig som politisk leder for Det Radikale Venstre. Det står klart oven på et syv timers langt krisemøde i den radikale folketingsgruppe, som endte med, at den nu tidligere politiske leder for partiet valgte at trække sig.
Østergaard fortæller, at han forlader formandsposten, fordi han har krænket det radikale folketingsmedlem Lotte Rod ved at lægge en hånd på hendes lår for omkring ti år siden. Han fortæller yderligere, at han har sagt undskyld til hende, men at han samtidig har svigtet i sagen.
I Herning sidder partiets mangeårige byrådsmedlem og i øvrigt tidligere folketingsmedlem Johs. Poulsen(R). Han forstår ikke, hvordan den episode for næsten et årti siden i dag kan forårsage Morten Østergaards afgang.
- Jeg synes ikke, det ser ud til, at der har været en voksen til stede i den folketingsgruppe. Jeg synes, det er begrædeligt, at en begivenhed for ti år siden kan koste en partiformand. Så vidt som jeg har forstået, er der tale om en hånd på et lår. Jeg synes, det virker harmløst, siger Johs. Poulsen, der i dag sidder i byrådet i Herning Kommune.
I midten af september fortalte Lotte Rod, at hun i sin tid i politik havde oplevet at blive taget på af flere politiske kollegaer. Hun forklarede til DR, at hun blandt andet havde fjernet uønskede hænder fra sine lår. Morten Østergaard fortalte efter dagens krisemøde, at der blandt andet havde været tale om hans hænder.
Lotte Rod skriver på Facebook, at hun har tilgivet Morten Østergaard, og at hun er ked af, at det er endt, hvor det er endt. Hun siger dog også, at det er vigtigt for hende, at der sker en kulturændring.
- Det er jo godt, at der er en kultur, der bliver kigget på, men jeg synes, det er sørgeligt, at den her sexisme-debat er kommet så langt ud. Jeg tror, der er nogle, der kommer til at få tømmermænd efter det her, lyder det fra Herning-politiker Johs. Poulsen.
Det bliver nuværende næstformand Sofie Carsten Nielsen, der bliver ny leder af Radikale Venstre. Det har folketingsgruppen besluttet på mødet.
Der blev for langt ned fra den høje hest
Udviklingen i partiet bliver dermed endnu en udvikling i debatten om sexisme på Christiansborg. Den blev genstartet, da De Radikales ligestillingsordfører, Samira Nawa, til B.T. udtalte, at hendes parti ikke ville have givet Jeppe Kofod en ministerpost på grund af en sag fra 2008, hvor Kofod havde seksuelt samvær med en 15-årig pige.
Johs. Poulsen fortæller, at det kan have været med til, at Morten Østergaard nu må gå.
- Problemet er, at den radikale folketingsgruppe har svunget sig selv op på en høj hest, når man bringer sagen op omkring Jeppe Kofod. I kølvandet på det tilkendegav Morten Østergaard jo, at der skulle gøres op med en kultur. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om det var godt eller skidt. Jeg konstaterer bare, at man så ender i en position, hvor man er sårbar, og hvor der er for langt ned, fortæller Johs. Poulsen.