Stilhed før storm: Intet usædvanligt endnu
Vejret arter sig endnu pænt, og der meldes kun om jævn vind, men ved midnatstid skulle stormen Ingolf gå i land ved vestkysten.
Der skulle være et voldsomt stormvejr på vej mod Danmark og i særdeleshed den jyske vestkyst. Stormen, der har fået navnet Ingolf, skulle ifølge prognoserne gå i land omkring midnat.
- Lige nu er der kun jævn vind herinde midt i landet, men omkring midnatstid rammer det, og så står det på i nattetimerne. Ved morgenstunden tager vinden af igen, fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI i Karup lørdag aften.
DMI forudser, at stormen vil ramme kysten fra Thyborøn og ned til grænsen. Der er desuden udsendt varsel om forhøjet vandstand og vindstød af orkanstyrke.
Hos Beredskabsstyrelsen har de også forberedt sig på uvejr, men lørdag aften ånder alt endnu fred og ro.
- Det ser fint og fredeligt ud nu, men vi ved jo ikke helt, hvad der kommer til at ske. Vi har sat ekstra folk i vagt, således at vi har fordoblet vagtstyrken. Vi er normalt 15 mand, så nu er vi 30, fortæller den vagthavende ved Beredsskabsstyrelsen Midtjylland.
De ekstra 15 mand er ikke mødt fysisk ind på vagt, men de sidder klar derhjemme og er klar til at rykke, hvis det bliver nødvendigt.
- Vi har gennemgået alt vores udstyr, bare så er vi er sikre. Så vi er rimelig rolige, men vi er klar, hvis der sker noget, fortæller den vagthavende.
Også i Beredskabsstyrelsen i Nordjylland tager de situationen helt roligt. Her har de ikke foretaget sig andet end at kalde et par ekstra mand ind på vagt.
Generelt er der roligt rundt omkring lørdag aften. Hos Kystdirektoratet sidder stormflodsberedskabet klar og holder øje med vestkysten - her er der endnu ingen meldinger om noget usædvanligt langs kysten.