TV MIDTVEST-vært er blevet manipuleret ind i reklame for app
TV MIDTVEST-vært er blevet misbrugt til at reklamere for et spilapp i en video, der florerer på sociale medier. Vært kalder det et frontalangreb på mediets troværdighed.
”En enlig mor fra København blev millionær takket være en mobilapp fra verdens rigeste blogger.”
Sådan lyder de første ord i en video, der florerer på Facebook, hvor tidligere studievært og nuværende nyhedschef på TV MIDTVEST Marc Killigren Akselsen står i stationens studie og reklamerer for en spilapp.
Men der er noget helt galt.
For stemmen er ikke hans, og han har aldrig stået i studiet og fortalt om den app. Videoen er med andre ord ikke ægte.
Det er computerteknologi, som ved hjælp af kunstig intelligens har fået Marc Killigren Akselsens ansigt til at udtale ord med en andens stemme.
Det er det, der også er kendt som ”deepfaking”.
- Jeg føler mig ikke krænket personligt over at have været udsat for et tvivlsomt forsøg på deepfake, men jeg er bekymret for, hvordan det bliver modtaget. Vi er et medie, der lever af, at folk tror på, hvad vi siger. Det er noget, vi har brugt mange år på at bygge op, og nu bliver vores troværdige brand så brugt til at forsøge at svindle folk på det groveste.
- Det er et frontalangreb på vores troværdighed, og vi skal kæmpe imod det, siger Marc Killigren Akselsen.
Statsministeren ville vække en anden undren
Videoen her med ham er ikke den første af sin slags. I oktober sidste år blev TV 2-vært Ditte Haue misbrugt i en næsten identisk video, der reklamerer for selv samme spilapp, der ifølge videoen er udviklet af verdens mest populære og succesrige youtuber - Mr. Beast.
Men det kan have en anden virkning på seerne, når værten er fra et regionale medie og ikke et landsdækkende medie.
- Jeg forestiller mig, at videoen har – hvis ikke større – så i hvert fald lige så potent effekt, fordi det er et kendt ansigt, som er mere lokalt forankret. Hvis man derimod ser statsministeren i en online reklame, vil man måske mere automatisk have paraderne oppe, siger Aske Mottelson, der er adjunkt ved IT-Universitetet.
Han arbejder med interaktionen mellem mennesker og maskiner, og han er ikke overrasket over, at svindlerne nu også har misbrugt et ansigt, der nok mest er kendt i Midt- og Vestjylland.
For teknologien omkring deepfake er i rivende udvikling, og det kan have betydning for, hvem bagmændene kaster sig over.
- Det rykker sig hele tiden. Hvad der var svært for et par måneder siden, er allerede nemmere nu. Det kræver stadig noget at kunne lave sådan en video, men det er blevet så let, at det kan betale sig at lave svindelmateriale med mindre kendte ansigter, siger Aske Mottelson.
- Normale mennesker kan simpelthen ikke skelne
Det er ikke nyt, at man kan manipulere billeder til at vise noget andet end virkeligheden. Aske Mottelson nævner PhotoShop som et eksempel på et program, der i årevis er blevet brugt til at redigere billeder til at vise noget andet end virkeligheden.
- Helt generelt er billeder og videoer nået til et punkt, hvor folk har svært ved at skelne. Det gælder især billeder, men videoer er på vej ad samme vej – normale mennesker kan simpelthen ikke skelne det manipulerede fra det ægte.
- Den her teknologi modnes løbende, så det er et spørgsmål om tid, før videoer som denne bliver overbevisende, siger Aske Mottelson.
I den specifikke video her, hvor TV MIDTVESTs nyhedschef er blevet manipuleret, er hovedpersonen dog selv rolig omkring, at mange vil kunne gennemskue, at det er en falsk reklame.
- Vi har fået flere henvendelser fra folk, der har set den, og selvom det måske ligner et dårligt forsøg på deepfake, så kan vi jo ikke vide, om der skulle være en enkelt, som er hoppet i fælden.
- Vi skal slå hårdt ned på den her form for snyd, og derfor er det sikreste også at holde sig opdateret på etablerede mediers egne platforme, før man ukritisk køber det, man læser eller ser på sociale medier, siger Marc Killigren Akselsen.