Vestjyske piger vælger HPV-vaccinen til
Nu går det igen fremad for HPV-vaccinen, og det gælder i høj grad også i Vestjylland.
Efter et drastisk fald i tilslutningen til HPV-vaccinationen i Danmark, så er antallet af HPV-vaccinerede steget igen.
Det gælder også i Vestjylland, som ligger helt i toppen over stigninger. For hvor det på landsplan er 55 procent af alle piger født i 2002, der er blevet vaccineret, så er det i Vestjylland 63 procent af pigerne, der har fået stikket.
Det samme gælder årgang 2003, hvor 32 procent af pigerne på landsplan er vaccineret. Her har 37 procent af de vestjyske piger fået deres stik.
Samtidigt er 27 procent af vestjyske piger født i 2004 også allerede vaccineret. Det en stigning på mere end 90 procent i løbet af bare fire måneder, skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Fremgangen glæder Bent Hansen, formand for Region Midtjylland.
- Jeg er ganske tilfreds med, at rigtigt mange unge kvinder her i regionen følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger og lader sig vaccinere. Det er vigtigt, at vi forebygger kræft, når det er muligt, siger han.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at piger bliver HPV-vaccineret, når de fylder 12 år. Vaccinen er gratis for piger, indtil de fylder 18 år.