Bentes borgerforslag i Folketinget: 61.000 skrev under på forslag om at stille Mette Frederiksen for en rigsret

Bente Dahl Pedersens borgerforslag om at stille Mette Frederiksen for en rigsret fik mere end 50.000 underskrivere. Derfor blev forslaget i dag behandlet af Folketinget.

Bente taler
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Det er muligt at være førtidspensionist i Skive og alligevel sætte dagsordenen på Christiansborg. Det beviste Bente Dahl Pedersen i dag.

Et borgerforslag fra Bente Dahl Pedersen om at stille Mette Frederiksen for en rigsret fik i løbet af få uger de krævede 50.000 underskrifter, og derfor var Folketinget i dag tvunget til at tage stilling til forslaget.

- Jeg havde overhovedet ikke forventet den her store hype omkring borgerforslaget. Jeg havde bare tænkt, at vi skulle igennem med budskabet og samle så mange stemmer som muligt, forklarer Bente Dahl Pedersen.

Men opbakning det fik hun altså. Derfor tog hun i dag turen til Christiansborg for at demonstrere udenfor, mens politikerne diskuterede hendes forslag indenfor.

- Vi vil gerne markere, at vi frasiger os ethvert ansvar for mink-sagen. Vi synes, at det er uhørt, at en statsminister går udover grundlovens principper, forklarer Bente Dahl Pedersen.

På talerstolen for første gang

Demonstrationen var planlagt af Stephanie Risum fra Holstebro, som er medstifter af bevægelsen Mama in Black. En gruppe, der ligesom Men in Black, er modstandere af coronarestriktionerne.

Hun ville gerne bakke op om, at Bente Dahl Pedersens borgerforslag skulle diskuteres. Derfor inviterede hun til demonstration via Facebook og inviterede Bente til at holde tale.

- Bente er en sej dame. Første gang jeg mødte hende, var da hun havde fået nok og tog toget til København for at deltage i en Men in Black-demonstration. Hun er den forandring jeg gerne vil se i verden, forklarer Stephanie Risum.

Stephanie Risum fra Holstebro havde arrangeret dagens demonstration foran Christiansborg.
Stephanie Risum fra Holstebro havde arrangeret dagens demonstration foran Christiansborg.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Talen foran meddemonstranterne var første gang nogensinde, at Bente Dahl Pedersen holdt tale. Så det var noget ganske særligt for hende, at stå med mikrofonen i hånden på pladsen foran Christiansborg.

- Det var lidt stort. Jeg har aldrig drømt om, at jeg skulle tale foran borgen (Christiansborg red.). Men jeg fik sagt det, jeg ville, så nu skal vi bare høre, hvad de kommer frem til derinde, fortalte Bente Dahl Pedersen lige efter sin tale.

Med mikrofonen i hånden fortalte Bente blandt andet, at hun synes minkfolk fortjener den her opbakning, for det er så urimeligt, det de har været udsat for.
Med mikrofonen i hånden fortalte Bente blandt andet, at hun synes minkfolk fortjener den her opbakning, for det er så urimeligt, det de har været udsat for.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Selvom der blev klappet udenfor, tror dagens taler alligevel ikke for alvor på, at opbakningen er den samme indenfor murene.

- Jeg håber på, at det bliver en rigsret, men det sker nok ikke. Uanset hvad, vil vi gerne sende et signal om, at den her håndtering er uacceptabel, fortæller Bente Dahl Pedersen.

Ingen rigsret

Indenfor murene på Christiansborg kunne man høre larmen fra demonstrationen, imens  politikerne diskuterede Bente Dahl Pedersens borgerforslag. I næsten halvanden time stod debatten på.

Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, sagde at Venstre kunne tilslutte sig forslaget, selv om han understregede, at det ikke er juridisk bindende, og at han ikke regner med, at det vil føre til en rigsret nu.

- Det er ikke meget tekst, der står (i borgerforslaget red.). Borgerforslaget fik hurtig tilslutning. Og det tror jeg, det gjorde, fordi rigtigt mange mennesker blev ramt af beslutningen, siger Karsten Lauritzen i salen og fortsætter:

- Venstre kan støtte borgerforslaget, som det ligger. Det er ikke juridisk bindende, og der er nedsat en granskningskommission. Så det bliver jo nok ikke vedtaget. Men vi skylder at vise, at vi tager dette her meget alvorligt. 

1:21:21
I næsten halvanden time debatterede politikerne borgerforslaget i Folketinget. Du kan se det hele her.