Borgerforslag med over 35.000 støtter: - Statsministeren skal for en rigsret
Siden minksagen i efteråret har mange ønsket en rigsretssag rejst mod statsministeren. Det viser et borgerforslag, der har fået over 35.000 støtter.
”Mette Frederiksen for en rigsretssag Nu”.
Sådan lyder overskriften på et borgerforslag, der i skrivende stund har over 35.000 støtter på borgerforslag.dk. Og det er præcis det, stilleren af borgerforslaget ønsker, der skal ske.
- Det er simpelthen af den årsag, at jeg synes, minkavlerne er blevet udsat for et overgreb, siger Bente Dahl Pedersen, der står bag borgerforslaget.
Statsministeren har siden den nationale aflivning af mink på minkavlernes farme beklaget den manglende lovhjemmel, Daværende fødevareminister, Mogens Jensen, måtte gå af som resultat af sagen, men for Bente Dahl Pedersen og over 35.000 underskrivere er det ikke nok.
Og derfor er borgerforslaget nu sat i søen.
- Landmænd og fiskerierhvervet prøvede jo at demonstrere, men de blev lagt for hån og blev udsat for chikane. Så vi står jo magtesløse. Så vi må jo bare tage de alternativer, vi kan, og vi vil gerne sende et signal om, at vi følger altså med. Nu er det simpelthen ved at være nok, siger Bente Dahl Pedersen, der er førtidspensionist, til TV MIDTVEST.
Et borgerforslag med 50.000 støtter fra borgere med stemmeret til et folketingsvalg kan blive diskuteret som forslag i Folketinget.
Men Bente Dahl Pedersen drømmer om endnu mere opbakning.
- Jeg håber, der er 100.000, der skriver under, så vi kan sende det signal, som der er behov for. Så må vi se, hvad der sker, siger hun.
Der har endnu ikke været et borgerforslag, der efterfølgende er blevet gennemført til lov i Folketinget, og i øjeblikket er der heller ikke fundet et flertal for, at statsministeren skal for en rigsretssag angående minkaflivningerne.
Folketinget har nedsat en gransknings-kommission, der i første omgang skal afdække forløbet omkring beslutningen om at aflive alle mink.
- De er jo sat tilbage i oppositionen. De bliver fejet væk uanset hvad. Vi får pressemøder den ene gang efter den anden, hvor de er blevet orienteret. De har ikke fået lov at stille spørgsmål – nej, de er blevet orienteret. Og det, synes jeg ikke, er demokrati. Det synes jeg virkelig ikke, siger forslagsstilleren fra Skive.
Forslaget på borgerforslag.dk blev stillet den 8. januar, og man kan skrive under til den 7. juli i år. Selv hvis borgerforslaget ikke ender med at blive til en beslutning, kan det ifølge Bente Dahl Pedersen godt have gjort en forskel.
- Jeg håber da, at fru Mette Frederiksen måske kunne tænke lidt. Det kunne være en rigtig god idé. Se at befolkningen følger med og ikke lader sig snyde, siger hun.