Festival satsede tidligt og skubbede datoen – nu nærmer de sig målet

Gæsterne på Skive Festival kan se frem til en festival nærmest uden restriktioner. Formanden håber, de kan nå op på 10.000 besøgende.

Arkivfoto fra Skive Festival i 2018.
Arkivfoto fra Skive Festival i 2018.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Det var lidt et sats, da Skive Festival allerede tilbage i februar besluttede, at de ville rykke festivalen fra starten af juni og helt frem til starten af september.

Ingen vidste på det tidspunkt, hvordan verden ville se ud til efteråret, men satset virker nu til at give pote, og det ser ud til, at man i år kan opleve navne som TV-2, Suspekt og Jung uden restriktioner.

- Jeg er vældigt optimistisk. Vejrudsigten ser god ud. Folk er glade, og det virker til, at alle glæder sig, siger formanden for Skive Festival, Michael Eiskjær.

Håber på 10.000 gæster

Skive Festival har i år sat sig et mål om 10.000 deltagere til festivalen, hvilket også er det, de har indrettet pladsen efter.

- Vi nærmer os målet på 10.000 billetter. Det er tæt på, og nu er der en uge til, og der sker altid det, at folk kommer tanke om, at nu skal de købe billet. Især med godt vejr i sigte, jubler Michael Eiskjær.

De besøgende kan se frem til en festival, der er uden de sektioner, som har været nødvendige for sommerens festivaler indtil nu. Loftet over antal deltagere til store udendørsarrangementer forsvinder nemlig 1. september, hvor Skive Festival slår portene op 2. september.

Der vil dog være lidt ændringer i forhold til normalt. Det skyldes, at festivalen ikke kunne nå at stable alt på benene, da det tidligt på sommeren stod klart, at de sidste restriktioner ville forsvinde.

- Vores camp bliver cirka halvt så stor, som den plejer. Men ellers bliver det meget tæt på det, som folk kender, siger Michael Eiskjær.

Travlt med at arrangere næste års festival

En ting er dog kommet bag på arrangørerne. Det har vist sig at være vanskeligt at få fat i de frivillige i år. Michael Eiskjær har ikke et klart bud på, hvad det kan skyldes, men han gætter på, at flere måske hellere vil betale for at deltage i festivalen i stedet for at arbejde det af i år.

- Men det skal nok gå, slår han fast.

Der er dog et minus ved at have rykket festivalen, så den nu ligger tre måneder senere, end den plejer.

- Når vi får afviklet denne festival, så er der kun ni måneder, før vi skal i gang igen. Jeg er allerede i gang med at booke noget af musikken til 2022, siger Michael Eiskjær.