Flere hundrede bliver sigtet for køb af kokain i Skive

Efter sidste uges anholdelser og ransagninger rettet mod en gruppe personer, kendt som Porsche-banden i Skive, er turen nu kommet til køberne, der - via deres køb af narkotika - har været med til at finansiere gruppens aktiviteter.

politisigtet.jpg
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

De seneste to dage har en række formodede narkokøbere i og omkring Skive haft besøg af politiet, og i dag onsdag fortsætter Midt- og Vestjyllands Politi sin indsats mod køberne.

Politiet forventer i alt at sigte omkring 275 personer for køb af narkotika.

Indsatsen kommer i forlængelse af den omfattende efterforskning, der i sidste uge førte til fængsling af syv personer relateret til den omfattende narkohandel i Skive. 

- Det er et utroligt antal mennesker i så lille en by, der er potentielt kokainmisbrugere, siger politikommissær og leder af den lokale efterforskningsafdeling Christian Toftemark.

Hele tirsdag har politiet været på overarbejde med at komme rundt til de mange sigtede personer for at afhøre dem. Men arbejdet er vigtigt, mener Christian Toftemark, uanset hvor store mængder kokain vedkommende har købt.

Mange af de sigtede er fundet ved at aflytte de salgstelefoner, som bagmændene har brugt.

- Det, vi gør nu, er jo i virkeligheden at tage fat om roden til problemerne. For når der er købere, vil der også altid være sælgere, og selv om politiet gør en stor indsats for at angribe den organiserede narkohandel, så er det et grundlæggende problem, at der stadig er en efterspørgsel, og det er det, vi i Skive forsøger at gøre noget ved nu, fortæller Christian Toftemark.

Købere er også helt almindelig mennesker

En del af de købere, Midt- og Vestjyllands Politi har identificeret, vil modtage et bødeforlæg i e-boks. Betaler de bøden, gør politiet ikke mere ud af sagen, men ellers vil de blive indkaldt til et retsmøde. Andre købere risikerer fængselsstraf.

- Købene ligger i spændet mellem 0,5 gram og 60 gram kokain, og køberne repræsenterer et bredt udsnit af Skive og omegns befolkning. Det er altså også helt almindelige mennesker og det, vi kalder festnarkomaner, siger Christian Toftemark. 

TV MIDTVEST har talt med en af de sigtede, som ønsker at være anonym, men fortæller følgende, da han bliver mødt af en sigtelse fra politiet.

- Det var ikke en særlig rar oplevelse, men jeg forstår dem godt, siger den anonyme sigtede.

Selvom han selv er sigtet for at have købt 40 gram kokain gennem et år, så mener han det er fint, at politiet får styr på banden, som har solgt kokain i Skive.

- Jeg synes, det er fint de får skovlen under den her bande, men jeg mister formodentlig mit arbejde på grund af det her, siger den anonyme sigtede til TV MIDTVEST. 

- Det er sådan lidt et paradoks. Banden har skabt meget uro heroppe i Skive, men når man så kan se, at det er 275 borgere fra lokalområdet, som har finansieret deres aktivitet, så bliver jeg en smule ærgerlig over, at det er sådan, det står til, siger Christian Toftemark.

Bande efterforsket gennem længere tid

Midt- og Vestjyllands Politi slog til mod de formodede bagmænd den 5. november på en række adresser i Skive-området.

Anholdelserne skete efter, at politiet i længere tid havde efterforsket mod en gruppe personer i Skive efter formodninger om, at gruppen begik forskellige former for kriminalitet.

Politiet efterforskede specielt gruppen i forbindelse med organiseret og personfarlig
kriminalitet.

De sigtede er i aldersgruppen 20 til 28 år, hvoraf to er etniske danskere, mens de resterende har anden etnisk baggrund end dansk. Alle sigtede nægter sig skyldige. 

3:20
Kom med på politiaktion lige her.