Linda og Steen er forældre til kræftramte Thilde: - Der kan jo ske et mirakel

- Jeg gik i stå. Jeg gik helt i sort. Jeg kan faktisk ikke huske så meget af, hvad lægerne sagde.

Ordene er Linda Tøt Thomsens, og de beskriver det øjeblik, hvor hun fik at vide, at hendes dengang 13-årige datter Thilde Tøt Thomsen var uhelbredeligt syg med kræft i hjernen.

Det skete under en lægesamtale på Aarhus Universitetshospital i august, hvor hun, hendes mand Steen Tøt Thomsen og Thilde selv var kommet for at få svar på en biopsi.

- Vores første spørgsmål var: ”Hvor lang tid har vi vores Thilde?” Hvor lægen svarede: ”Der kan gå måneder, og der kan gå år.” De ville ikke sætte tid på, og det er selvfølgelig også fair nok, siger Linda Tøt Thomsen.

Forinden havde nu 14-årige Thilde været syg i nogle måneder. Flere gange havde hun fået anfald, hvor hun pludselig blev ukontaktbar, uden lægerne kunne finde årsagen. 

Men en biopsi af Thildes hjerne viste, at det var kræftceller, der var på spil, og at det var nogle, som hverken kunne opereres eller behandles væk.

- Man panikker lidt og tænker: ”Hvad nu? Hvad skal vi gøre? Hvordan bliver vores liv nu? Vi vil alt det bedste. Thilde skal nå at opleve alt, men hvor lang tid har vi til det? siger Linda Tøt Thomsen.

Venter med at bestille juleferie

Tid er blevet en afgørende faktor for hele familiens liv, og derfor har Thildes hjernekræft også ændret på prioriteringen af den.

- Vi samler på oplevelser lige nu. Det er det, vi skal have sammen, siger Steen Tøt Thomsen.

- Vores fokus er bare på, at hun skal opleve så meget som muligt, samtidig med at vi nyder livet og har ro på. Der skal være en form for hverdag, for det er vigtigt, men vi planlægger også det, vi gerne vil. Nu har vi været i Djurs og Fårup Sommerland inden for tre uger. Det havde vi jo ikke gjort før, siger Linda Tøt Thomsen.

Familien drømmer også om at kunne tage på ferie hen over julen, men der er endnu for lang tid til december, til at planerne helt kan blive lagt.

- Vi har ikke turde at bestille noget endnu. Men det er en kæmpe drøm. Vi tager det meget sådan – at vi bestiller lige inden tingene, for vi ved jo ikke, hvordan og hvorledes, siger Linda Tøt Thomsen.

Når det kommer til Thildes egne planer, er tilgangen dog lidt en anden. Hun har allerede tilmeldt sig en tur med ungdomsskolen til London i påskeferien næste år, og efter sommerferien er hun også skrevet op til en plads på en efterskole.

- Hun skal bare afsted, og hun glæder sig helt vildt, og den glæde skal hun have lov til, så vi snakker også ind i den glæde med hende.

- Vi ved jo godt alle sammen inderst inde, hvordan det kommer til at gå, men vi har også et håb og taler højt om, at det her skal nok gå. Vi sætter ingen begrænsninger, siger Linda Tøt Thomsen.

Et mirakelbarn?

Håbet er det, der gennemsyrer både Thilde og hendes forældres måde at håndtere hendes kræftsygdom på. Diagnosen er klar, og kræften i hjernen kan ikke slås ihjel, men det er ikke det, som familien bruger tid på at tale om.

- Ordene ”uhelbredelig syg” fylder faktisk ikke specielt meget herhjemme, fordi Thilde ser sig selv, som en der nok skal klare det. Så det er ikke noget, vi går og hiver ned over hovedet på hende hele tiden. Men det er noget, vi alle ved, siger Linda Tøt Thomsen.

Og da familien sad der på Aarhus Universitetshospital i august og fik overleveret beskeden, om at Thilde ikke ville blive rask, lagde lægerne da også op til, at der altid var grund til at holde fast i håbet.

- De sagde, at vi ikke måtte miste håbet, for de ser også mirakler i Skejby. Der kan jo ske et mirakel, siger Steen Tøt Thomsen.

- De håber, Thilde er et mirakelbarn, der viser alle statistikker, at det her klarer hun, tilføjer Linda Tøt Thomsen.

Men tør man tro på det?

- Det svinger rigtig meget. Der kan være minutter, hvor man tænker, at det her klarer hun 100 procent, og så et minut efter tænker man: ”Åh nej, hvad nu? Hvad gør vi? Hvordan kommer vi nogensinde igennem det her?”

- Det, de kan gøre nu, er at give hende stråler og kemo i håb om at holde det i ro, men ingen kan sige, hvordan det kommer til at gå, og hvor lang tid der kommer til at gå, siger Linda Tøt Thomsen.