For ti år siden drømte hun om at stå på scenen: ROYA nåede milepæl
Line Gade fra Hurup er en del af duoen ROYA, som efter mange år fik sit ønske opfyldt om at spille på Alive Festival.
Der har været godt gang i den i Thisted, mens festivalen Alive løb af stablen i weekenden.
Masser af kunstnere var på programmet, og også musikgruppen ROYA stod på plakaten.
Og særligt popduoen ROYA så frem til at gå på scenen, for forsangeren er fra Hurup og har et specielt forhold til festivalen.
- Festivalen er min yndlings, siden min første Alive Festival for ti år siden, har jeg kigget på scenen og tænkt, hvornår mon jeg får lov til at spille der, fortæller sangeren Line Gade og tilføjer:
- Jeg har haft så meget lyst til at spille her, og nu er det sket, det er så lykkeligt.
Vigtig milepæl
Bandet har haft fart på det seneste års tid.
ROYA har været P3s uundgåelige, og så modtog popduoen rosende ord sammen med Smukfests pris Live Camp, som indikerer, at man er et af Danmarks mest interessante navne netop nu.
Og selv om der allerede er sket meget for gruppen, så er drømmene fortsat store, fortæller bandets andet medlem Sebastian Igens.
- Vi har et lille verdenskort derhjemme, hvor Line har tegnet små tegninger af alle de stadions, vi rigtig gerne vil spille på rundt omkring i verden, siger han, og Line Gade fortsætter:
- Og et vigtigt step på vejen var at spille på Alive Festival.