Michelle Vesterby hylder Steinfaths store bedrift: - Det er crazy
Triatleten fra Herning har stor respekt for surferen Casper Steinfaths padletur fra Danmark til Norge, som hun mener har krævet mental styrke udover det sædvanlige.
Som triatlet ved Michelle Vesterby, hvad der skal til, når både hoved og fysik presses ud i det ekstreme.
Selv har hun utallige gange tilbagelagt de 3,8 kilometers svømning, 180 kilometers cykling og 42,195 kilometers løb, der tilsammen udgør Ironman-distancen. Det bruger hun som regel i omegnen af ni timer på.
Derfor har Michelle Vesterby kun respekt til overs for Casper Steinfaths 18 timer og 26 minutter lange padletur fra Hirtshals til Kristiansand i weekenden.
- Det er lidt crazy. Jeg kan godt lide, at man udfordrer sig selv og skubber nogle grænser, der ikke er blevet skubbet før.
- Det er en kæmpe bedrift. Og på en og samme tid også farligt, siger Michelle Vesterby.
En enorm mental bedrift
Én ting er, at Klitmøller-surferen var nødt til at have fysikken helt i orden for at tilbagelægge den 146 kilometer lange rute over Skagerrak, noget andet er det mentale aspekt, som ifølge triatleten har været altafgørende.
- Jeg ved ikke, hvor fysisk hårdt det er. Det er mere det mentale. Der er det fuldt ud på højde med en ironman. 80 procent af det, han har gjort her ligger i det mentale. Kroppen er i gang i rigtig mange timer, men jeg er ikke i tvivl om, at det er hovedet, der skal drive kroppen i sådan et projekt, lyder det fra Michelle Vesterby.
- 99 procent af den normale befolkning ville stå af der, hvor hovedet lukker ned. Det er der, det føles som om, det ikke længere er menneskeligt muligt at fortsætte. Det er der, hvor ekstremsportsudøvere adskiller sig fra resten. I ekstremsport formår udøverne at finde det positive i den svære situation.
Casper Steinfath kommer hjem til Danmark mandag aften.