Kan blive ruineret i retten: - Jeg ville gøre det igen

Mandag skal kunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard for retten, efter hun sidste år begik hærværk på et Asger Jorn-maleri.

Ibi-Pippi Orup Hedegaard skal for retten for hærværk.
Ibi-Pippi Orup Hedegaard skal for retten for hærværk.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Der er gået næsten et år, siden kunstneren Ibi-Pippi Orup Hedegaard til stor forargelse begik hærværk på Asger Jorns værk ’Den Foruroligende Ælling’.

Mandag skal hun for retten i Viborg, hvor hun vil tilstå hærværket.

- Hærværk var jo en del af udførelsen af værket i forbindelse med, værket ikke var mit. Så det kan jeg dårligt undsige mig, siger Ibi-Pippi Orup Hedegaard til TV2 Østjylland inden retssagen.

Opdatering

Dom udskudt:

Der afsiges ikke dom i dag, oplyser sagens forsvarer. Dommen afsiges først mandag 13. klokken 11.

    Spændt og nervøs

    Selvom Ibi-Pippi Orup Hedegaard gerne står ved, hvad hun har gjort, er det dog ikke uden nerver, hun i dag møder op i retten.

    - Jeg er meget, meget spændt. Jeg er nervøs for, hvor galt det kan gå, men jeg må tage det, som det kommer. Det har jeg været indstillet på fra starten af, men selvfølgelig er jeg voldsomt spændt, siger hun.

    Asger Jorns værk 'Den Foruroligende Ælling' før og efter, Ibi-Pippi skrev på det.
    Asger Jorns værk 'Den Foruroligende Ælling' før og efter, Ibi-Pippi skrev på det.

    Selvom Ibi-Pippi Orup Hedegaard havde forventet, der ville komme en straf, da hun skrev ’Ibi Pippi’ på Asger Jorns værk, havde hun dog ikke helt forventet de konsekvenser, hun nu risikerer.

    - Udover de økonomiske konsekvenser, et erstatningskrav på to millioner og derudover advokatsalær, så er der en strafferamme på op til seks års ubetinget fængsel, siger hun og uddyber:

    - Det er klart, jeg har udført værket, og det står jeg på mål for, så må jeg tage den straf, men jeg håber selvfølgelig ikke, det ender så galt. De økonomiske konsekvenser var jeg forberedt på. Jeg vidste, jeg ville være økonomisk insolvent i mange år. Strafferammen går lidt højere op, end jeg havde forventet, så jeg håber ikke, det får så store konsekvenser udover det økonomiske, men det er nok et naivt håb.

    Fortryder ikke

    Da Ibi-Pippi Orup Hedegaard valgte at begå hærværk på Asger Jorns værk ’Den Foruroligende Ælling’, der var udstillet på Museum Jorn, havde hun en pointe med det.

    Hun ville overtage værket ved at skrive på det. Asger Jorns værk er nemlig malet ovenpå et maleri, han købte på et loppemarked. Dermed ville Ibi-Pippi Orup Hedegaard skabe en debat om rettighederne til kunstværker.

    - Jeg mener at sætte fokus på kunstverdenens selvforståelse og kunstneriske ophav inden for kunst er så vigtigt for mig, at det tager jeg gerne en straf for. Når jeg kan gøre det gennem kunsten, som er den måde, jeg udtrykker mig, så er jeg villig til at gøre det, selvom det har store konsekvenser, siger Ibi-Pippi Orup.

    Og selvom det netop er en høj straf, hun i dag risikerer, ville hun ikke ændre noget, hvis hun kunne.

    - Det har været det værd. Jeg står 100 procent på mål for det, og jeg vil ikke fortryde et eneste år. Der er klart, hvis jeg får seks års fængsel, det er dæleme lang tid, men jeg fortryder stadig ikke, siger hun.

    Et hårdt år

    Ibi-Pippi Orup Hedegaard er mest ærgerlig over den proces, der har været igennem det sidste næsten år.

    - Det har været træls. Jeg har gerne ville have en afklaring på det. Man svæver i uvished, det er værre end at få at vide, hvad straffen bliver. Det er lang tid at vente et år, der er jo ingen tvivl om, hvad der er sket. Det er filmet, og jeg har indrømmet fra første færd. Så jeg forstår ikke, det har skullet tage så lang tid, siger hun.

    Set i bakspejlet, var det så ikke en dum idé, med den straf, du risikerer?

    - Overhovedet ikke. Jeg synes, det var en rigtig god idé. Jeg ville lave samme værk igen, hvis jeg havde vidst, konsekvenserne ville blive så store.

    Men der er jo også mange mennesker, der er blevet kede af det, påvirker det dig ikke?

    - Både og. Værket består, de kan godt se ’Den Foruroligende Ælling. Så jeg kan ikke se, hvorfor de er kede af det. Den er også reproduceret så mange gange. Så nej, det påvirker mig ikke synderligt.

    Ibi-Pippi Orup Hedegaard ved endnu ikke, om hun vil anke dommen, det kommer an på, hvor hård straffen bliver – men hun står ved, hvad hun har gjort.