Ny kommission skal granske regeringens håndtering af minksag
En ny form for kommission skal modsat den vanlige undersøgelseskommission ikke referere til justitsministeren, men til Folketinget.
Der er nu enighed om, hvordan regeringens håndtering af minksagen skal undersøges.
Ifølge den radikale Jens Rohde bliver der tale om en såkaldt Granskningskommission, hvilket er en helt ny type undersøgelse.
- Det bygger på den samme retssikkerhed som en typisk kommissionsundersøgelse, men bygger på en større parlamentarisk forankring, siger han til TV 2.
Beslutningen er truffet på baggrund af endnu et nyt påfund; et granskningsudvalg.
Nu skal medlemmer indstille til undersøgelse
Udvalget hører under Udvalg for forretningsorden, består af et medlem fra alle Folketingets partier og har den overordnede opgave at undersøge sager, der påkalder sig kritisk opmærksomhed i offentligheden og/eller Folketinget.
Det afgørende ved det nye udvalg er, at der nu gives mulighed for, at folketingsmedlemmer kan indstille til en undersøgelse af en given sag. En mulighed, som regeringen indtil nu kun har haft.
Det kræver blot, at udvalget sikrer opbakning fra 60 folketingsmedlemmer. Herefter skal beslutningen til afstemning i Folketinget, hvor det kræver et flertal for at kunne gennemføres.
Flere muligheder
De undersøgelsesformer, som det nye udvalg vil kunne indstille til, er:
- En uvildig advokatundersøgelse, som fremover kan bestilles af udvalget og Folketinget modsat i dag, hvor regeringen bestiller undersøgelsen.
- En undersøgelseskommission.
- En faglig ekspertredegørelse.
- Nedsættelse af en hurtigt arbejdende Granskningskommission - et helt nyt redskab, der modsat den almindelige undersøgelseskommission ikke refererer til justitsministeren, men til Folketinget.
Aftalepartierne er altså nu blevet enige om, det er den sidstnævnte undersøgelsesform, der tages i brug, når aflivningen af mink skal ses efter i sømmene.
Arbejdet i kommissionen skal færdiggøres inden for et år og forpligter sig til at lave "et meget præcist kommissorium", siger Jens Rohde.
Det politiske ansvar er det vigtigste
Ifølge Karsten Lauritzen fra Venstre handler beslutningen om den nye undersøgelsesform om at vælge til og fra.
Frygten har været, at en undersøgelseskommission, som vi for eksempel kender fra Instrukskommissionen, ville tage for lang tid og undersøge for bredt.
- Hvis man skal have undersøgt den her sag til bunds, bliver man nød til at fokusere på, om de ansvarlige politikere har overholdt til lovgivning, der gælder, siger Karsten Lauritzen (V).