Akut afbrydelse af familiehyggen? Påsken kan være livsfarlig for din firbenede ven

Det er blevet påske, og det er lig med lækker mad, chokolade og påskepynt, men selvom det lyder harmløst, så kan det være livsfarligt.

Hunde1
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord

Chokolade til børn og barnlige sjæle og massevis af påskefrokoster med lækker, fed mad.

Det lyder både lækkert og hyggeligt. Men for vores firbenede venner, er det langt fra en god cocktail.

For selvom du af god mening måske lader din hund eller kat slikke resterne af tallerkenen eller få en lille smag på godterne, så skal du lade være.

- Små skåle med nødder, rosiner, chokolade og anden påskemad skal holdes væk fra snude- og potehøjde og sørg for, at nysgerrige poter ikke kan nå op til påskepynt, påskeblomster og tændte stearinlys, fortæller Lotte Evers, som er marketingchef i Agria Dyreforsikring, som kommer med opråbet.

- Der skal ikke mere end 15 gram fra for eksempel et blomsterløg til, før en mellemstor hund kan havne i livsfare, og specielt når der er tale om en forgiftning, er tiden afgørende.

Giftige blomster

Det er ikke kun de spiselige godter på bordet, som man skal være opmærksom på. Noget så uskyldigt som liljer er meget giftige og kan være dødelige for kæledyr, skriver Agria Dyreforsikring.

Påskeliljen ses dog ikke som en ægte lilje og er derfor ikke dødeligt giftig.

Men også tulipaner og hyacinter er giftige på grund af løget.

- Vores statistikker viser, at påsken, som andre højtider, er højsæson for forgiftninger og andre livstruende skader for vores kæledyr. Hvert år må påskehyggen afbrydes, fordi hunde og katte må akut til dyrlægen med forgiftninger fra påskeblomster og påskemad eller med påskepynt, der har kilet sig fast i maven og må opereres ud, lyder det fra Lotte Evers.

Mens kattene måske synes de pjuskede påsatte fjer kan være spændende at jagte, så kan de søde hundehvalpe med ømme gummer have lyst til at tygge eller sluge forskellige dekorationer.

I værste tilfælde kan det ende med, at dyret skal opereres i maven.

Skulle uheldet være ude, eller er du i tvivl, om det er, så opfordrer Agria Dyreforsikring til, at du kontakter dyrlægen hurtigst muligt.