Ella og Henrik har været udsat for hærværk og trusler: Nyt tiltag skal bekæmpe jødehad

En ny handlingsplan skal sætte ind over for jødehad. Familien Chievitz er glade for tiltaget, men samtidig kede af, at det er nået til det punkt.

Ægteparret Ella og Henrik Chievitz har følt sig nødsaget til at sætte videoovervågning op ved deres hoveddør.
Ægteparret Ella og Henrik Chievitz har følt sig nødsaget til at sætte videoovervågning op ved deres hoveddør.
Foto: TV 2 ØSTJYLLAND

Regeringen har tirsdag præsenteret en plan, der skal sætte ind over for jødehad i Danmark.

Regeringen vil blandt andet afsætte midler til obligatorisk undervisning i Holocaust i skolen, mere målrettet forskning i antisemitisme, og så bliver overvågningen af antisemitiske handlinger styrket. Også på internettet.

Og Regeringens tiltag glæder familien Chievitz fra Silkeborg, der i 2019 vågnede op til en grim og hadefuld overraskelse.


Her blev der sat et gult klistermærke på deres postkasse med en jødestjerne som den, nazisterne i 1941 tvang jøderne til at bære synligt, så de kunne identificeres som jøder. På klistermærket stod der 'jude'.

- Jeg blev ked af det, jeg blev bange. Jeg tænkte på fremtiden for mine børn og børnebørn, fortæller Ella Chievitz til TV2 ØSTJYLLAND.

Har sat overvågning op

Modsat naboerne, har familien Chievitz følt sig tvunget til at sætte overvågningskameraer op ved hoveddøren.

- Efter hændelsen med postkassen, og efter råd fra politiet, valgte vi at få sat et overvågningskamera op. Og det er faktisk noget, som vi egentlig ikke havde overvejet. Men når du rykker ind på en lille tilbagetrukket villavej, så bliver det pludselig meget nærværende, siger Henrik Chievitz til TV2 ØSTJYLLAND.

Ella Chievitz fortæller, at oplevelsen med jødestjernen ikke er den eneste gang, at de er blevet udsat for antisemitisme.

- Vi har fået trusler på vores e-mail. Dødstrusler og alt muligt, ting som har været meget, meget ubehagelige, siger hun.

Glad for nye tiltag

Regeringens nye tiltag mod antisemitisme glæder familien i Silkeborg, men samtidig er de ked af, at det overhovedet er nødvendigt.

- Det synes jeg faktisk er træls, at der skal en handleplan til, at jeg skal kunne leve i Danmark frit uden at være bange for mig selv, mine børn og børnebørn. Men det er desværre nødvendigt, så jeg synes, at det er rigtig godt, at man tager det alvorligt, at man gør noget ved det, siger Ella Chievitz.

Henrik og Ella Chievitz håber, at politiet fremover kan slå hårdere ned på antisemitiske trusler med den nye handlingsplan.

- Jeg håber selvfølgelig, at der vil komme mere fokus på jødedommen, og hvad betyder det at være jøde. Sådan at når man ringer til politiet, fordi der for eksempel har været en gul jødestjerne, så ved politimanden, at det her er alvor, siger Ella Chievitz.