Minksyge stammer fra fodercentral
101 minkfarme er nu smittet med plasmacytose. Kilden er formentlig fodercentralen i Holstebro.
Den frygtede minksygdom plasmacytose breder sig dag for dag, og 101 minkfarme er nu smittet lige fra Ringkøbing til Hanstholm. Det betyder, at besætningerne skal aflives for at komme smitten til livs.
Og alt peger på, at smitten kommer fra minkfodercentralen i Holstebro.
- Det har bare bredt sig som en steppebrand, men i første omgang troede vi ikke, at det kom fra fodercentralen, men det nu er vi overbevist om, at det er her årsagen skal findes, siger Kim Mogensen, der er bestyrelsesformand for Fodercentralen for Holstebro og omegn.
Ekspertgruppe på sagen
Og her sætter man derfor alt ind på at komme smitten til livs. Ud over en grundig rengøring og desinficering af foderlageret, så er en ekspertgruppe er nu også gået i gang med at gennemgå alt. Særligt de fisk, der købes ind til minkfoderet har en stor interesse.
- Det er fisk, der kommer fra Polen, Holland og fra Finland. Og vi mistænker lidt dem, fordi der er meget plasmacytose i de lande.
På fodercentralen er Kim Mogensen ked af, at smitten efter alt at dømme stammer fra dem. De gør nemlig meget for at undgå netop dét:
- Vi har forskellige tiltag i forhold til vores foderleveringer. Vi har kraner på vores biler, så chaufførerne ikke behøver at stå ud af bilen ude på de enkelte farme for at forhindre smittespredning, og så sker det her alligevel. Det havde vi ikke regnet med, lyder det fra Kim Mogensen.
Minkfodercentralen har investeret et større millionbeløb i at komme minksygdommen til livs. De planlægger blandt andet også at bygge en ny vaskehal til lastbiler.