Kort nyt

12. jul 2024 kl. 21:57

Vandlegeplads kommer ikke til at øge sikkerheden

AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg mener, at sikkerheden på deres vandlegeplads er i orden og ikke behøver at øges yderligere.

Sådan lyder meldingen efter, at vi har forholdt dem til, at en kvinde i sidste uge stod frem og opfordrede forældre til at være opmærksomme på deres børn, efter at hun havde reddet en toårig pige op af vandet på vandlegepladsen. Ifølge Rikke Niebuhr gik den to-årige pige rundt på vandlegepladsen uden opsyn. 

- Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på sikkerheden, men vi oplever ikke, at forældre eller bedsteforældre ikke kan finde ud af det. Tvært imod. De er jo oftest afsted med børnene, siger Lisbeth Skovmand Høgh, der er administrerende direktør ved AQUA Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

Lisbeth Skovmand Høgh oplyser, at AQUA Akvarium & Dyrepark vil drøfte, om de kan være endnu tydligere i deres skiltning ved legepladsen. 

5. aug 2024 kl. 22:49

Miljøorganisation måler iltsvind i Skive Fjord

I denne uge tager miljøorganisationen Greenpeace ud til Danmarks fjorde for at måle iltindholdet.

Sidste år i september blev der målt det højeste iltsvind i landets fjorde i 20 år. Det fastslog en rapport fra Aarhus Universitet.

Og dagens måling i Skive er nedslående nyt. 

5. aug 2024 kl. 20:16

C25-indeks lukker med det største fald i to år

Mandag lukker det danske C25-indeks i minus 3,6 procent. Det er det største fald siden september 2022.

Dengang var det nervøsitet i forbindelse med inflation og rentestigninger, der påvirkede både det danske aktiemarked og de internationale markeder.

Mandag var det uro, bekymringer og store kursfald i udlandet, der var årsag til, at det danske C25-indeks både åbnede og lukkede i minus.

Også resten af de store børser i Europa, USA og Asien har været i rød mandag.

5. aug 2024 kl. 20:06

Minister peger på flere løsninger i kamp mod kedelig rekord

- Det skal vi gøre noget ved. Ikke kun med lovgivning, men også holdningsmæssigt.

Ordene kommer fra transportminister Thomas Danielsen fra Venstre, som kommenterer på den kedelige rekord Midt- og Vestjylland har, når det kommer til spirituskørsel.

Netop dét har TV MIDTVEST sat fokus på den seneste tid og nu kommenterer ministeren problematikken.

- Det er uacceptabelt, siger han.

5. aug 2024 kl. 19:29

Kirsten er 110 år, har sit eget TV-program og svarer nu på spørgsmål

110 år er Kirsten Schwalbe fra Struer. Det gør hende til Danmarks ældste borger og derfor har TV MIDTVEST fulgt hende i længere tid. 

Dét program kan du se lige her. I anledningen af programmets premiere vil Kirsten tirsdag aften svare på spørgsmål fra TV MIDTVESTs brugere.

Har du et spørgsmål til hende? Så kan du stille det i linket herunder allerede nu.

5. aug 2024 kl. 18:46

Bilist sigtet efter færdselsuheld

Politiet har mandag aften været til stede ved et mindre færdelsuheld i Struer. 

Klokken 17.55 fik politiet anmeldelsen om, at en bilist i krydset mellem Østergade og Bredgade havde overset en motorcyklist.

- Der er ingen personskade sket, oplyser vagtchef Simon Skelkjær, som fortæller, at man ikke længere er til stede på uheldsstedet.

Føreren af personbilen er blevet sigtet for overtrædelse af sin vigepligt.

5. aug 2024 kl. 18:30

Bolette donerer over tusinde kemohuer til kræftramte

Et døgns arbejde og flere frivillige kræfter har sikret, at Bolette Pedersen nu kan donere over 1000 kemohuer til kræftramte med behovet for en hue. 

I dag afleverede hun de mange huer, der kan spare de kræftramte for flere hundrede kroner. 

5. aug 2024 kl. 17:39

Lukket efterskole leder efter sit elværktøj

I et opslag på Facebook beder den nyligt lukkede Blidstrup Efterskole om hjælp til at finde elværktøj, der er blevet stjålet under et indbrud på skolen for en uge siden.

5. aug 2024 kl. 16:51

Axelsen udspiller verdensmester og forsvarer OL-guld

Som den første danske badmintonspiller i historien kan Viktor Axelsen kalde sig dobbelt olympisk mester.

Uden slinger i valsen bankede den 30-årige danske stjerne mandag eftermiddag thailandske Kunlavut Vitidsarn i finalen i det nordlige Paris.

Da triumfen var en realitet, smed han ketsjeren og løb rundt med det danske flag på ryggen.

Axelsen var gået gennem OL-turneringen uden at afgive et sæt, og den perfekte statistik fuldendte han i finalen, der endte med de suveræne cifre 21-11, 21-11 i dansk favør.

5. aug 2024 kl. 16:28

Honning-Henning reagerer på varetægtsfængsling af tyve

Flere tyverier af honning har plaget Henning Jensens vejbod på Mors de sidste par uger.

Men nu er to mænd blevet varetægtsfængslet for tyveri af adskillige bådmotorer - og så Hennings honning.

- Det er en stor trøst, lyder det fra Henning, der går under navnet Honning-Henning.

De to sigtede mænd er 24 og 43 år gamle. De nægtede sig begge skyldige ved grundlovsforhøret. De kærede derfor også begge afgørelsen om varetægtsfængsling

5. aug 2024 kl. 15:28

Politiet advarer om "mistænkelig adfærd" på rastepladser

Der er grund til at være påpasselig, hvis en ukendt vinker dig ind på en rasteplads. Det kan nemlig være med svindel eller tyveri for øje. 

Sådan lyder advarslen fra politikommissær Bjarne Askholm fra lokalpolitiet i Ringkøbing, efter flere borgere i weekenden har anmeldt en mistænkelig adfærd på en rasteplads ved Holstebromotorvejen. 

- To borgerer ringer ind og fortæller, at der holder en mand i en sølvgrå BMW på bulgarske plader og vinker folk ind til sig for at spørge efter brændstof. Men de har ikke indtryk af, at det faktisk er brændstof, han mangler, for efterfølgende beder han dem om at veksle nogle penge for ham, fortæller Bjarne Askholm.

- Det er et klart forsøg på snyd eller tyveri, siger han.

5. aug 2024 kl. 14:21

Bådmotortyve varetægtsfængslet

To mænd, som er sigtet for at have stjålet otte bådmotorer, er mandag middag blevet varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør. 

De to mænd er udlændinge, og politiet formoder, at de kun har været i landet i kort tid. Det oplyser politikommissær og leder af den Mobile Tyverigruppe, Kresten Lund Breinhild.

De otte motorer er stjålet fra blandt andet Struer, Stoholm og Mors inden for den seneste uge, og politiet søger stadig efter ejerne af de sidste tre motorer. 

Men det var ikke kun bådmotorer, som tyvene var interesserede i at hapse. Det kan du læse mere om i artiklen. 👇

5. aug 2024 kl. 14:05

Fanklub slår fast: - Vi var ikke involveret i slagsmål

Tidligere på dagen tog fodboldklubben AaB kraftigt afstand fra det slagsmål, der lørdag aften raserede et værtshus i Herning, da fangrupperinger fra AaB og FC Midtjylland ramlede sammen. 

Det skete efter de to klubber havde spillet mod hinanden og FC Midtjylland vandt 2-0.

Nu afviser AaB's officielle fanklub, AaB Support Club, at det var nogle af deres folk, der deltog i slagsmålet på Don Quijote.

- Vi er ikke involveret, og det var ingen i vores busser heller ikke, fastslår Laura Meisner, der er forkvinde i AaB Support Club, i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.

5. aug 2024 kl. 13:49

Bilist kørte dobbelt så hurtigt som det tilladte

Med 166 kilometer i timen blev en 40-årig mand fra Herning stoppet af færdselspolitiet i Kærgårde nord for Holstebro. 

Det oplyser politiassistent ved lokalpolitiet i Skive Niels Bach. 

Han kørte gennem en 80-zone med en over dobbelt så høj hastighed, som det er tilladt, i en varebil og endte med flere sigtelser. For ikke nok med at hans speederfod var for tung, så var mængden af alkohol i hans blod også for høj. Da han blev stoppet viste alkometeret over 0,5 i promille, og dermed var anden sigtelse i hus.

Derudover kørte han uden førerret og blev også sigtet for det. 

- Det er en hastighedsovertrædelse på mere end 100 procent, og derfor kategoriseres det som vanvidskørsel. I den forbindelse bliver hans varevogn også beslaglagt, fortæller Niels Bach. 

5. aug 2024 kl. 13:03

Snart udfasede pengesedler for milliarder mangler at blive vekslet

Der er siden november sidste år blevet indleveret ældre sedler og nuværende 1000-kronesedler, som snart udfases, til en værdi af 15,2 milliarder kroner.

Det oplyser Nationalbanken i en ny opgørelse.

Banken meddelte i slutningen af november, at en række pengesedler ophører med at være lovligt betalingsmiddel den 31. maj næste år.

Det gælder foruden 1000-kronesedlen også ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997.

I juli måned alene modtog banken 790 millioner kroner i 1000-kronesedler. Det siger Niels Kaas, der er Nationalbankens hovedkasserer, i en skriftlig kommentar.

- Dermed resterer nu kun 6,3 milliarder kroner i 1000-kronesedler, siger han.

Indløbet af disse er lavere end tidligere, og det forventes, at niveauet vil fortsætte med at aftage i den kommende tid.

5. aug 2024 kl. 12:51

Tabt mobiltelefon ledte politiet til gerningsmand

En tabt mobiltelefon blev nøglen til at opklare et forsøg på tyveri fra en bil i Skive. 

Gerningsmandens ven endte med at hjælpe politiet på rette vej. 

5. aug 2024 kl. 12:36

Politiet måtte bruge peberspray mod slagsbrødre på festival

Flere tusind mennesker var i weekenden samlet til Bork Festival, og derfor var politiet også til stede. 

Leder af lokalpolitiet i Ringkøbing Bjarne Askholm fortæller, at weekenden er forløbet "fornuftigt". Men der har dog været slagsmål, som politiet har måttet stoppe, og i tre tilfælde set sig nødsaget til at bruge peberspray for at på styr på de involverede.

Ifølge Bjarke Askholm har der de seneste år været flere anmeldelser om voldtægt på festivalen. I år har en 16-årig kvinde også anmeldt en voldtægt.

- Enhver voldtægt er én for meget, men det er alligevel positivt, at vi har færre i år, end der har været tidligere, siger Bjarne Askholm. 

5. aug 2024 kl. 12:23

FC Midtjyllands CL-vej kan gå over Slovakiet eller Cypern

Hvis superligaklubben FC Midtjylland skal indløse billet til det nye ligaspil i Champions League, skal midtjyderne overkomme yderligere to forhindringer.

Den sidste af dem bliver vinderen af dobbeltmødet mellem slovakiske Slovan Bratislava og cypriotiske Apoel FC.

Det står klart efter mandagens lodtrækning til playoffrunden i Champions League-kvalifikationen.

Det var formentlig den bedste lodtrækning, FC Midtjylland kunne få i lodtrækningen til den afgørende kvalifikationsrunde, hvis man ser bort fra den detalje, at danskerne starter på hjemmebane.

For at midtjyderne overhovedet kommer i playoffrunden, skal den danske mesterklub dog først besejre ungarske Ferencvaros over to kampe. Den første dyst mod ungarerne er tirsdag i Herning, mens der er returkamp i Budapest tirsdag i næste uge.

Playoffkampene spilles de efterfølgende to midtuger.

5. aug 2024 kl. 11:09

Tre tyve opdaget af politiet - to overgav sig og den tredje tog flugten

Tre mænd blev i weekenden taget for forsøg på indbrud i en større virksomhed uden for Holstebro. 

Det var dog ikke dem alle, som opgav deres frihed så let. 

Det fortæller fungerende politikommissær hos lokalpolitiet i Holstebro Matthias Sørensen. 

Da en borger lørdag nat opdagede, at nogle luskede rundt med lommelygter i nærheden af en større virksomhed i Mejrup tæt på Holstebro, slog vedkommende alarm og fik politiets patruljer til at haste til stedet. 

- Patruljen træffer tre mænd, og man kan se forsøg på opbrud. Derfor bliver de sigtet, siger Matthias Sørensen. 

To af mændene lagde sig på jorden, da politiet råbte dem an, men den tredje tog flugten fra stedet i løb.

- Patruljen sender hunden efter ham, så han bliver hurtigt fanget, fortæller Matthias Sørensen fra lokalpolitiet.

5. aug 2024 kl. 10:56

Ung kvinde mister kørekort og bil efter spritkørsel på motorvejen

En 20-årig kvinde kørte med så høj promille på Holstebromotorvejen, at hun søndag mistede både bil og kørekort. 

Det oplyser Matthias Sørensen fra lokalpolitiet i Holstebro. 

Kvinden var fra Vejle og blev anmeldt af andre bilister, som så den 20-årige slingre ad motorvejen. 

Da alkometertesten på stedet viste en promille over 2,0, blev bilen beslaglagt og kvindens kørekort inddraget på stedet.

5. aug 2024 kl. 10:30

AaB fordømmer slagsmål i Herning

Efter lørdagens opgør mellem FC Midtjylland og AaB i Superligaen, udspillede der sig et større slagsmål på Don Quijote i Herning.

Det har nu fået den nordjyske klub til at tage afstand fra episoden.

- Vi er chokerede over hændelsen og ærgerlige over, at vi overhovedet skal bruge tid på en så misforstået og uacceptabel opførsel af så relativt få mennesker, men som klub nægter vi at stå model til sådanne værdier, fortæller AaB's administrerende direktør, Michael Tuxen Boll, til klubbens hjemmeside.