Ryger i fængsel: Slog og spyttede vidne
En 37-årig gik i går amok på en mand, der tidligere har vidnet mod ham i en tyverisag.
En voldssag ved en tankstation i Nykøbing på Mors fredag eftermiddag ender næsten stensikkert med fængsel. Det vurderer vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Claumarch.
- Det er meget sjældent, at de ikke ryger ind, når de har overtrådt paragraf 123 så klart, som ham her han har, siger han til TV MIDTVEST.
Voldssagen opstod ved 14.30-tiden i går, da en 45-årig mand fra Mors og hans søn var ved at få vasket deres bil i vaskehallen på tankstationen.
Mens de ventede, kom en 37-årig mand hen og spyttede faren i ansigtet.
- Du har ødelagt mit liv, sagde den 37-årige ifølge politiet og gik igen.
Den 45-årige far nåede lige at få tørret sit ansigt, da den 37-årige kom tilbage og slog ham med knytnæve i ansigtet to gange.
På et tidligere tidspunkt har den 45-årige vidnet mod den 37-årige i en tyverisag. Men vidner bliver beskyttet af lovgivningen og derfor kan det i visse tilfælde være langt mere strafbart at true eller slå et vidne, end forholdene for den sag, der er vidnet i.
Den 37-årige bliver her til formiddag varetægtsfængslet frem til 25. januar, ved retten i Herning. Han kærede dommen til landsretten.