Bente og Preben skal med til festgudstjeneste: - Det er ligesom at vinde i lotteriet

Et par fra Skjern har fået mulighed for at komme til festgudstjeneste i Århus Domkirke med kongeparret.

Bente Nørup Pedersen skal bruge fredagen på at finde nyt tøj til den royale begivenhed søndag.
Bente Nørup Pedersen skal bruge fredagen på at finde nyt tøj til den royale begivenhed søndag.
Foto: Privatfoto

Når kongeparret søndag skal til deres første officielle begivenhed i Aarhus bliver det i selskab med 400 helt 'almindelige' mennesker. 

Heriblandt er Bente og Preben Nørup Pedersen fra Skjern. De er nogle af de få heldige, der nåede at få billetter til festgudstjeneste i Aarhus Domkirke. 

- Vi er helt vildt beærede over at få lov at komme med, siger hun. 

Det er Aarhus Stift, som har udloddet pladserne, og her er 400 - udover det officielle Danmark - inviteret til gudstjenesten. 

Bente Nørup Pedersen hørte ved et tilfælde i radioen, at det var en mulighed at komme med til festgudstjenesten, så hun tilmeldte sig. 

Senere blev hun ringet op af bispesekretæren med besked om, at Bente Nørup Pedersen og hendes mand var inviteret.

- Det er ligesom at vinde i lotteriet, lyder det fra Bente Nørup Pedersen.

Bispesekretæren kunne fortælle, at de 400 pladser var blevet besat på fem minutter.  

Skulle tjekkes af PET

Inden Bente og Preben Nørup Pedersen kunne få lov at få en officiel invitation til festgudstjenesten, så skulle de dog igennem et par tjek ved Politiets Efterretningstjeneste. 

 Parret har på forhånd blandt andet sendt deres straffeattester ind til PET. 

- Det er da lidt større end sådan lige. Man havde ikke tænkt, at sådan et stort maskineri kører for en gudstjeneste, siger Bente Nørup Pedersen. 

Til selve gudstjenesten må gæsterne derudover ikke have tasker med, de skal komme en time før kongeparret ankommer og vise billedlegitimation for at komme ind. 

Selvom kong Frederik 10. knap har siddet som regent i en uge, så mener Bente Nørup Pedersen dog, at begivenheden på søndag fortæller noget om den nye konge. Det betyder noget for hende, at det ikke blot er det prominente Danmark, som der er plads til. 

- Når man lukker almindelige folk ind som os, så viser det, at kong Frederik er folkelig på alle måder, siger Bente Nørup Pedersen. 

Festgudstjenesten er sat til at starte søndag klokken 14.