Var tiden allerede løbet fra minkbranchen, da Mette Frederiksen beordrede alle mink slået ned?

Fortællingen om minkavl i Danmark er fortællingen om milliarder af kroner, minkpels i verdensklasse og en gigantisk eksportsucces.

Men det er også fortællingen om dyr i små bure med sår og bidemærker og en tid, der er præget af dyreetiske strømninger og faldende efterspørgsel.

Så hvilken kontekst skal lukningen af den danske minkbranche ses i? Skal vi have ondt af de minkavlere, der må sige farvel til deres livsværk? Kan man overhovedet forsvare at opdrætte mink i 2020?

En omdiskuteret branche

Minkbranchen i Danmark har i mange år været omdiskuteret, og det var den også, da statsminister Mette Frederiksen (S) 4. november meddelte, at alle mink i Danmark skulle slås ned.

- Man kan kalde pelsbranchen for modens svar på cigaretter, siger Else Skjold, der er lektor i bæredygtighed og design ved det Kongelige Akademi, til Zetland.

- Det kan sagtens være, at folk om 20 år vil stå og sige, at det var fuldkommen skørt, at vi engang holdt pelsdyr i fabrikker, siger Else Skjold.

Hun henviser til debatten om dyrevelfærd på de danske minkfarme, der flere gange har været oppe at vende.

Det vakte blandt andet opsigt, da TV 2 i 2009 viste tv-optagelser af mink med store, væskende sår og bidemærker i ’Operation X’.

På den ene side af debatten stod minkavlerne, der mente, at ’Operation X’ havde fremstillet et fuldstændigt misvisende billede af de generelle forhold i branchen, som efterfølgende måtte finde sig i skærpede kontroller fra myndighederne.

På den anden side stod kritikerne af minkbranchen med deres argumenter om, at mink lever alene i naturen og forsvarer deres områder, der kan være op til to kilometer store, og at forholdene for minkene derfor var under al kritik.

Hvornår begyndte pelsavl i Danmark?

Da minkproduktion kom til Danmark i slutningen af 1930, blev det ellers hurtigt en succes.

Landmænd importerede mink fra Nordamerika, hvor det lille rovdyr stammer fra, og inden for et årti steg antallet af pelsdyrfarme fra 0 til 400.

Det viste sig nemlig, at Danmark var som skabt til minkavl. De milde vintre og sommermåneder uden alt for høje temperaturer gav dyrene den helt perfekte pels.

Derfor var der også gode penge i industrien. I 1946 omsatte pelsindustrien for 11 millioner kroner. Det steg i 1959 til 84 millioner kroner – her nåede antallet af danske farme også sit rekordniveau på 6000.

Fra 1930’erne og frem til 1970’erne kunne minkavlere samtidig producere minkpels i massevis uden at forholde sig frygteligt meget til dyrevelfærd.

- Man vedtog i 1916 en dyreværnslov, men den var til for at beskytte ejerne, der kunne lide store økonomiske tab, hvis deres dyr kom til skade, siger Inger Anneberg, antropolog ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet, til TV 2.

- Det handlede ikke om dyrene, siger hun.

Og igen i 1950’erne var der interesse for lovgivning. Nu handlede det imidlertid ikke bare om unødig lidelse længere, men også om at behandle dyrene forsvarligt, forklarer hun.

Hvorfor blev pels populært?

At minkpelsindustrien blev en bragende succes kan særligt forklares med én ting: mode.

Man kan næsten ikke tænke på datidens store stjerner som Marilyn Monroe, Audrey Hepburn og Elizabeth Taylor uden at tænke på store, bløde pelsfrakker.

- Det var et symbol på rigdom og ekstravagance, siger Else Skjold til Zetland.

Eller som man kunne læse i Alt for damerne i 1969: “Mink er en spændende oplevelse. Kvinder over hele verden drømmer om den – og mænd fascineres”.

Hvorfor blev dyrevelfærd en betændt sag for minklandmænd?

På grund af dens popularitet øjnede mange muligheden for at tjene gode penge på minkpels. Men det havde også en bagside:

- Den stærke produktionsstigning resulterede i overproduktion og drastiske prisfald ind i begyndelsen af 1990’erne.

Samtidig blomstrede en anden modstand frem i 1990’erne: antipelsbevægelsen Dyrenes Befrielsesfront.

Aktivister fra Dyrenes Befrielsesfront brød flere gange ind på minkfarme og lukkede dyrene ud og begik hærværk mod pelsforretninger.

Politisk fik ingen af delene konsekvenser for minkavlerne, og minkavl fortsatte med at være tilladt i Danmark.

I de senere år har flere lande i Europa enten forbudt minkavl eller er på vej til at gøre det. Det gælder lande som Storbritannien, Holland, Tyskland, Polen, Norge og Frankrig – men ikke Danmark.

Det skyldes ifølge Inger Anneberg, at minkavl i Danmark – trods udsving – har været en eksportsucces.

- Det gør, at det er politisk interessant at holde branchen i live. Den industrielle dyreproduktion har i lang tid været til debat, men ikke så meget, at politikere er klar til at forbyde den, siger Inger Anneberg.

- Samtidig er der en stor gruppe i befolkningen, der er ligeglade. Danskere er meget flegmatiske: Bare det skaber valuta, så er minkavl bare et fag, siger hun.

Hvad er status?

De seneste par år har bundtallene dog ikke set gode ud for landets minkavlere.

Siden første halvdel af 2010’erne - hvor minkskindene nåede sin højeste pris - er prisen på danske minkskind faldet fra omkring 600 kroner per styk til omkring 200 kroner styk i 2019.

- Prisen på minkskind i 2019 lå under fremstillingsprisen, der i 2018 i gennemsnit var 290 kroner, mens de mest effektive producenter kunne producere skind for 251 kroner, skriver Kraka i en ny analyse.

Det betyder, at branchen samlet set tabte penge i 2019.

- Hvis man tager de samfundsøkonomiske briller på, kan man sige, at hvis man har et par tusind beskæftigede i et erhverv, som vedvarende giver underskud, er det sådan set bedre, at de finder arbejde andet sted, hvor deres arbejdskraft er mere produktiv.

- Det er måske en tand, der i virkeligheden er meget god at få trukket ud, siger cheføkonom og vicedirektør i tænketanken Kraka, Jens Hauch.

Blandt minkavlere er man dog ikke enig i den analyse.

- Vi omsatte for cirka 33 millioner kroner sidste år. Vi havde forventet, at det skulle være cirka det tredobbelte i 2022. Vi var klar til at geare op, lød det torsdag fra Niels Christian Poulsen, der er minkavler i byen No ved Ringkøbing, til TV 2.

Det bliver bakket af Henning Otte Hansen, seniorrådgiver og forsker på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

- Selvom erhvervet ofte har været omdiskuteret herhjemme, har de danske minkavlere formået at holde sig i fronten af den internationale konkurrence.

- Over de sidste ti år er minkene det mest lukrative ben, vi har i landbruget. Der er nogle store udsving i prisen, men over en længere periode er det mere lukrativt og givtigt end både svin og mælk og kyllinger og alt andet, siger Henning Otte Hansen til TV 2.

Men var minkbranchen tæt på at lukke af dyreetiske grunde, inden Mette Frederiksen beordrede de mange dyr aflivet?

Det mener Inger Anneberg ikke.

- Den var helt sikkert ikke blevet forbudt af dyreetiske grunde, for det har der aldrig været politisk flertal for, selvom en stigende del af befolkningen har ment, at produktionen burde lukke, siger hun:

- Og hvis man tænker på de store mængder af husdyr, vi har på færre og færre gårde, hvor de ikke kan få opfyldt deres adfærdsmæssige behov, så er hele den industrielle dyreproduktion til debat, men ikke så meget, at politikere er klar til at forbyde det.

Hun peger på, at der både via forskning og lovgivning er gjort meget for at forbedre vilkårene for minkene, men at det nok altid vil være en diskussion om ens dyrevelfærdsmæssige ståsted.

- I zoologiske haver har man også bevæget sig voldsomt væk fra at holde dyr i bur – for det er ikke det, folk vil betale for at se, siger Inger Anneberg.